HK Løbet 2012

Dette var første gang jeg skulle deltage i HK Løbet. Sidste år var jeg tilmeldt, men kunne ikke løbe det da jeg var skadet med knæet. Der solgte jeg istedet min billet til Lasse som endte med at vinde løbet 🙂

I år er jeg dog ikke skadet, kun lidt småting der driller lidt ikke noget alvorligt. Jeg havde derfor sat mig som mål at jeg ville løbe de 5 km på under 20 min. Derudover havde jeg ikke tænkt mig at begå samme fejl som ved Fjordløbet hvor jeg lagde alt for hårdt ud. Jeg vidste samtidig at jeg skulle give mig fuldt ud for at nå under 20 min så det ville blive en udfordring ikke at brænde helt af på den første kilometer.

Løberuten starter ved HK i Skalborg og går over jernbanen til Dall Villaby hvorefter man løber tilbage over jernbanen ved Skalborg Hallen og tilbage af Hobrovej. Ruten er derfor helt flad bortset fra de to broer man skal løbe over. Jeg nåede lige med nød og næppe at få varmet op og gjort mit grej klar inden jeg skulle frem til startlinien. Jeg startede helt forrest og da skuddet gik løb jeg ud sammen med Lasse. Ham og Jan Juel lagde sig hurtigt i front og da jeg vidste at jeg ikke kunne følge dem lå jeg afventende bagved dem og ventede på næste gruppe ville komme op. Der kom efter ca. 500m en gruppe på 4 personer op som jeg lagde mig sammen med. På anden kilometer følte jeg dog at deres tempo lå for højt til at jeg kunne følge dem og faldte derfor fra. Jeg lå nu fuldstændig alene og var 100% afhængig af at holde mit pace ved hjælp af mit ur. Det gik også fint nok, men i løbet af 3. kilometer begyndte jeg at kunne høre skridt bagfra.

Først blev jeg overhalet af en lille dreng som jeg vil skyde på var omkring 12 år gammel. Det var lidt et slag i ansigtet, men jeg fik fundet de positive tanker frem og holdte min fart. Herefter kom der to andre jævnaldrende fyre op på siden af mig. Jeg hængte på og da vi kom til bakken over 2. jernbane ved 4 kilometerskiltet satte jeg den ene af som var ved at kaste op. Nu gik det i noget højere tempo tilbage langs Hobrovej til mål. Her begyndte han at presse mig, men jeg hængte på. Mit ur bippede hvilket betød at jeg havde rundet 5km mærket. 19:46. Godkendt, men ruten var for lang. Jeg satte min spurt ind på de sidste 100m og han faldte han fra så jeg endte på en 8. plads i tiden 20:06. Det var skuffende da jeg ville under 20 min, men det var udelukkende pga. ruten var for lang.

HK Løbet 2012
Stefan: nr. 8 med tiden 20:06
Lasse: nr. 1 med tiden 17:37

Da mine kollegaer kom i mål havde de alle også målt ruten til 5.11 km og jeg fandt ud af at 110m faktisk svarer til 26 sekunder ved 15 km/t. Det er sgu lidt ringe at de ikke har styr på længden af ruten til sådan et stævne. Det stævnet handler om er at løbe 5km hurtigst muligt. Man kunne spørge sig selv hvad den vigtigste parameter ved sådan et stævne er? Jeg ville jo mene at det trods alt er distancen, så derfor er det skuffende at arrangørerne ikke har styr på sådan noget. For mig betyder det jo at min officielle tid netop ikke er sub 20 min, men over 20 min.

Jeg er nu godt tilfreds med min præstation til tiden 20:06 for 5.11km. Jeg havde ingen problemer med skaderne undervejs, og jeg nåede under 20 min på 5km (19:46). Derudover er jeg nu igen den hurtigste i firmaet Xtel 😉

Lasse endte med at vinde løbet i en spurtdyst mod Jan Juel. Lasse endte i tiden 17:37 som gjorde ham løbets hurtigste 🙂

Link til mine data kan ses her.

Comments have been disabled.