Træning uge 24

Mandag:

Ingen træning. Jeg var ude ved min kammerat Søren som havde et gammelt Garmin Forerunner 305 til at ligge han ikke rigtig gad at bruge. Jeg syntes også at uret er alt alt for stort til at løbe med, men det passede jo fint til montering på min cykel som cykelcomputer. Jeg havde tænkt mig at købe en Garmin 500 cykelcomputer som kan fuldstændig det samme som Garmin Forerunner 305 bortset fra at der også kan tilsluttes wattmåler på Garmin 500. Jeg fik lov at købe det for 500 kr 🙂

Tirsdag:

Idag svømmede Lasse og jeg 4 laps i kridtgraven, dvs. 2400m. Det gik rigtig godt, alle laps tog omkring 10 min med en puls på 138 bpm, så det lader til at det 1900m til Challenge Århus kan tilbagelægges på omkring 35 min. Tilbage da jeg først startede op i svømning havde jeg et mål som hed 45 min, så jeg har justeret dette med 10 min.

Efterfølgende løb vi 8 km med et snit på 13.8 km/t og en puls på 158 bpm.

Onsdag:

Klarupløbet

Torsdag:

Vi skulle have været ude på en lang tur om aftenen, men der gik lidt rod i planlægningen og vejret var ikke så godt. Så det endte med at Lasse og jeg cyklede 45 km op forbiAabybro og tilbage. Det var en fin nok tur med 29 km/t i snit. Jeg fik afprøvet Garmin Forerunner 305 som viste sig at være en perfekt erstatning til Garmin 500 GPS cykelcomputeren jeg havde overvejet at købe.

Fredag:

Ingen træning. Der lades op til træningslejr i Horsens.

Lørdag:

Vejret var virkelig dårligt idag, der stod bogstaveligt talt ned i stænger hele dagen. Der var derfor ingen mulighed for at komme ud på cyklen, hvilket var fint nok da der var lovet godt vejr om søndagen.

Efter ankomst og lidt at spise tog jeg ud på en løbetur. Jeg havde slet ikke lysten med mig pga. for lidt søvn (5.5 time), vejret, glemt udstyr samt mine skinneben gjorde ondt. Jeg fik nu alligevel løbet 10 km, dog i meget lavt tempo. Jeg benyttede mig af det nyindkøbte Garmin Forerunner 305 da jeg havde glemt min fodpod. Uret var stort at løbe med og hastigheden svinger meget (+- 1km/h). Det var nu alligevel bedre end intet. Jeg løb de 10 km på ca. 48 min så det var en meget langsom tur.

Bagefter tog jeg i svømmehallen i Forum Horsens. Der var fuldstændig proppet med børnefamilier så der var kaos i omklædningen. Heldigvis var der stort set ingen af alle børnene eller deres forældre der benyttede sig af motionsbassinet. Derfor fik jeg en bane helt for mig selv 🙂 Jeg startede ud med at svømme 500m på 9:50, hvilket jeg mener er min PR uden våddragt. Dernæst svømmede jeg 1000m på 21:20. Det var en god svømmetur. Jeg føler virkelig at jeg er ved at have styr på teknikken og kunne sagtens have svømmet længere, men saunaen kaldte 🙂

Søndag:

Bevæbnet med masser af energi i form a kiks, müslibarer, bananer og en bolle begav jeg mig ud på en 100km cykeltur på samme rute som jeg havde cyklet weekenden inden. Da jeg skulle til at afsted lagde jeg mærke til at p-vagten gik rundt og tjekkede p-skiver. Der var max 3 timers parkering, så jeg blev nød til at cykle tilbage forbi bilen efter første rundte for at stille skiven. Det var godt jeg gjorde det, for der var ret koldt for ben og tæer og jeg kunne derfor lige få ekstra strømper på og lange tights. Jeg holdte ca. 10 min pause for at tage tøjet på og spise min bolle hvor jeg satte tiden på pause. Bagefter cyklede jeg videre og hele vejen var der ingen problemer med at jeg var ved at gå død som sidste uge da jeg denne gang fik noget mad. Jeg havde dog problemer med at jeg bliver utrolig negativ når jeg har modvind, dette bliver jeg simpelthen nød til at gøre noget ved på en eller anden måde.

Jeg endte med at cykle 99 km på 3:12 hvilket svarer til ca. 31 km/t

Bagefter løb jeg 8 km med fokus på at lande på forfoden da jeg havde haft problemer med mine skinneben. Det gik fint og jeg havde ikke ondt i skinnebenene. Dog fik jeg en vabel under højre forfod.