Status 5 uger efter styrt

Skinne indsat på venstre krageben

Der er nu gået 5 uger siden jeg havde mit styrt på mountainbiken og jeg er ved så småt at være nogenlunde ovenpå igen.

Jeg tog mig en tur på motionscyklen for første gang 16 dage efter operationen. Allerede om fredagen 3 uger efter min operation tog jeg min første løbetur, da jeg grundet en simpel tanketorsk troede jeg at der var gået 4 uger. Det gik ikke så godt med at løbe, det var simpelthen for tidligt, til gengæld var det et lidt lavere tempo så jeg kunne løbe med min kæreste 🙂

Ugen efter forsøgte jeg mig med en cykeltur, det gik nu rigtig godt. Jeg kunne holde mit sædvanlige snit, men kunne ikke komme ned at ligge i bøjlen som forventet. Jeg havde dog ret ondt i armen dagen efter.

Den 27. juni var jeg til opfølgende undersøgelse på Farsø Sygehus som var noget ekstraordinært grundet mit valg om at deltage i projektet. Det var nu rigtig fedt, da jeg fik mulighed for at få alle mine røngtenbilleder at se samt snakke lidt om min fremgang. Der var intet galt i at jeg havde forsøgt mig med motion, men blev advaret om at det altså ikke er helet endnu (som kan anes på billedet) og at jeg ikke skulle forcere noget. Derudover var de fuldstændig i shok over at jeg kun havde været sygemeldt i 4 dage 🙂

Planen fremadrettet er at give det tid til at hele. Jeg begynder ikke at løbe eller cykle før efter fredag i næste uge som det tidligste. Til gengæld vil jeg bruge motionscyklen lidt mere da det er gået okay med den. Svømning er fuldstændig udelukket da jeg slet ikke har mulighed for at bruge armen på denne måde uden smerter endnu. Jeg regner ikke med at svømning er muligt før om 4 – 5 uger.

Jeg går allerede og overvejer mine vinterplaner da jeg regner med at jeg vil deltage i en hel IM næste år et sted i europa.