Sæsonrapport 2012

Denne sæson lakker nu mod enden og jeg vil derfor prøve at kigge lidt tilbage på hvad denne sæson egentlig har bragt mig. Der er sket meget i løbet af året og jeg har udviklet mig, men det er på en helt anden måde end sidste år som var meget fysisk. Sidste år gik jeg fra ikke at vide hvad crawl, landevejscykling og løbeplaner var til at mestre alle tre discipliner nok til at kunne gennemføre en Ironman. Skulle jeg have forsat med samme udvikling rent fysisk i år kunne jeg ikke andet end at blive skuffet. Derudover var der i år en helt ny type udfordring som jeg i år skulle kæmpe med; skader. Jeg havde presset min krop for hårdt i min Ironman i 2011 og stod derfor i starten af i år med, hvad jeg troede var en knæskade, som forhindrede mig i stort set alt pånær svømning. Jeg havde brugt det meste af vinteren på at finde ud af hvad der var galt med mit knæ gennem adskillige scanninger og undersøgelser af diverse læger og fysioterapeuter som hver især mente noget forskelligt. Jeg fandt ud af i løbet af Februar at det ikke var mit knæ den var gal med men mit højre baglår, nærmere bestemt en af senerne fra en af mine baglårsmuskler der hæfter lige under knæet. Jeg fandt også ud af at udstrækningsøvelser og stabilitetsøvelser kunne få kontrol over skaden så det ikke blev værre og igennem disse øvelser at det faktisk gik fremad. Sådan her forløb forløb året sig…

Holstebro Bymarathon 2012

Lasse og jeg efter et veloverstået løb ved Holstebro Bymarathon 2012

Januar gik med at træne langsomt op og lave udstrækningsøvelser. Sidst i Februar følte jeg mig stabil nok til at prøve et halvmarathon af ved lav hastighed ved Holstebro Byrmarathon. Det gik fint, jeg løb i tiden 1:41:37 og jeg mærkede kun ganske svagt til skaden.

Efter løbet i Ferburar var jeg på skiferie og da jeg kom hjem var jeg klar på at starte op i noget struktureret træning. Jeg havde sat mig for mål i år at deltage i en masse løb, men ikke jagte nogle personlige rekorder. Jeg var på dette tidspunkt også i kontakt med en fysioterapeut ang. mit knæ, som gav mig de før nævnte udstrækningsøvelser. Han mente dog også at jeg skulle besøge Søren Kålund og bede om at få binyrebarkbehandling, men Kålund mente at årsagen til mine knæproblemer var en helt anden. Han mente at jeg havde slidt bagsiden af knæskallen og derfor opstod der væske inde i knæet som trykkede og gav smerten på bagsiden af knæet. Jeg var totalt forvirret efterhånden og droppede derfor til sidst fuldstændig at høre på læger og fysioterapeuter da jeg indså at ingen af dem alligevel ville kunne trylle og få problemerne væk. Dem skulle jeg selv lære at leve med og kontrollere.

Mandeløbet 2012

Mandeløbet 2012 – Slutspurt mod mål. Knæproblemerne er på dette tidspunkt ved at være forsvundet.

Som tidligere nævnt gik det godt med udstrækningsøvelserne og jeg fik så småt styr på min skade. Det betød også at jeg havde et rigtig godt løb til New Balance i slutningen af Marts med tiden 1:40:10. Her mærkede jeg dog lidt til skaden, men den var under kontrol. Jeg fik også indkøbt lidt nyt grej til cyklen og kom ud på den et par gange, men det var ikke så sjovt som tidligere. Jeg orkede simpelthen ikke at cykle mere end for fornøjelsens skyld, hvilket betød at det kun var ca. én gang hver anden uge jeg kom ud. Derfor købte jeg istedet en mountain bike i April for at prøve noget nyt. Det var satme fedt, nu skete der noget nyt! Derudover skete der også det fantastiske at jeg havde så godt styr på knæet at jeg løb 10 km ved Mandeløbet på under 40 min, nemlig 39:56. Nu kørte det hele bare igen, jeg var næsten tilbage hvor jeg stod i 2010 hvor jeg løb samme løb på næsten samme tid (39:09).

Maj måned var fyldt med ny energi og motivation pga. mountainbiken, fremgangen med knæet og foråret hvilket betød at det nu endelig var mega fedt at træne igen. Jeg var i denne måned også til årets første triathlonstævne i Holstebro som også gik ret godt, bortset fra at det var lidt kedeligt at cykle og oven i købet var det i stormende modvind halvdelen af ruten. Der skete så desværre bare det i slutningen af Maj at jeg styrtede virkelig grusomt på min mountainbike og ikke bare brækkede men mere eller mindre splintrede mit krageben. Det gjorde vanvittigt ondt og jeg var tvunget til ikke at lave nogen form for fysisk aktivitet i nogle uger. Dette betød også at 1/4 Ironman i Aalborg var aflyst for mit vedkommende. På en måde var det også lidt held i uheld da jeg på dette tidspunkt havde indsat jagten på mine gamle rekorder på trods af at jeg havde min skade.

Billede taget umiddelbart efter indsættelse af skinne på venstre krageben

Billede taget umiddelbart efter indsættelse af skinne på venstre krageben

Det blev til to uger på sofaen inden stingene var taget og jeg endelig kunne komme i svømmehallen. Jeg kunne ikke svømme, men jeg tog mig en god tur på motionscyklen og kom lidt terapibassinet og bevægede armen. Det gjorde stadig ondt og der gik endnu en uge før jeg prøvede at løbe. Det blev til 4 km, jeg kunne ikke. Jeg ventede to uger mere, det vil sige i alt 5 uger før jeg trådte op på løbebåndet. Det gik nogenlunde, så endelig kunne jeg komme igang igen. Juli måned gik derfor med så småt at komme igang igen, men ikke uden besvær da jeg fik en rigtig træls fiber til noget badminton efter min 10 km løbetur. Det var også i denne måned der blev afholdt 1/4 og 1/2 Ironman i Aalborg for første gang og som også var et DM stævne. Der var perfekt vejr den dag, og jeg var ude at kigge og rigtig ked af jeg ikke kunne deltage.

I August måned deltog jeg i mit første løb efter kragebensbruddet som var DHL stafetten. Jeg løb de 5 km på 20:12 hvilket var mega dumt og overhovedet ikke planen, men egoet tog fuldstændig over. Planen var at jeg skulle løbe 4:30 – 5:00 pr. km, men jeg hungrede efter at løbe stærkt igen jeg kunne simpelthen ikke lade være at jagte hurtigere folk i løbet. Det var ikke ligefrem godt for fiberen, men det var nu fedt at være med i et løb igen. Jeg havde i løbet af sommeren glemt alt om udstrækningsøvelser og jeg kunne også så småt mærke mit højre knæ igen efter dette løb hvilket ikke var godt. Jeg begyndte simpelthen så småt at glemme at lytte til min krop og lægge en plan herefter og holde den. Til trods for at jeg havde droppet udstrækningsøvelserne var jeg beyndt at deltage på et af mine kærestes hold; Stram Op. Det lyder ret tøset, men er faktisk rigtig god core-træning. Konceptet på holdet er vægttræning med lav vægt og mange gentagelser, og man kommer hele kroppen rundt. Sidst i denne måned begyndte jeg også at køre på MTB igen, dog en smule forsigtigere end tidligere 🙂

Min bror og jeg klar til start ved Fjordmarathon 2012

Fjordmarathon 2012: Min bror og jeg klar til start. Her skulle jeg igen til at starte ud med at løbe over evne.

I September begik jeg igen ca. den samme fejl en gang til. Denne gang var det ved Fjordmarathon hvori jeg stillede op på 10.5 km distancen. Planen var at løbe den på 45 min. Inden starten skulle til at gå stod jeg oppe ved startlinien med Lasse, min lillebror og et par andre fyre jeg kender som også løber og var helt oppe at køre. Det betød da starten gik at jeg sprintede afsted og løb den første km på 3:40. Dumt. Jeg fortsatte med 4:00, for selvølgelig kunne jeg løbe det på under 42 min så jeg var på samme niveau igen som i April. Igen dumt. Jeg endte inde på 44:32, så min plan blev i princippet holdt, men den sidste halvdel var rigtig hård og nu havde jeg igen ondt i knæet. Kort tid efter indså jeg at min plan faktisk ikke var overholdt, for jeg havde løbet for stærkt presset mig selv for hårdt hvilket betød at jeg nu igen havde forværret min skade. Min fiber i venstre balle lod dog ikke rigtig til at blive forværret af det. I denne måned var Lasse og jeg til Hirtshals Minitriathlon. Det var mit første tri-stævne efter mit kragebensbrud, det gik rigtig godt og det var helt vildt fedt at deltage i et tristævne igen.

Xtreme Mandehørm 2012 - Målfoto

Xtreme Mandehørm 2012 – TEAM HAKKET’s målfoto. En sjov dag hvor skaderne blev ignoreret.

I starten af Oktober var der eXteme Mandehørm som jeg havde glædet mig meget til. Jeg skulle løbe på hold sammen med Lasse, og planen var at vi bare skulle give den gas. Jeg var på dette tidspunkt næsten ligeglad med mine skader, og tænkte ikke så meget over det selvom jeg nok burde, men nogle gange vil man også gerne bare løbe uden at det hele skal være så kompliceret. Jeg mærkede dog ikke noget til skaderne under løbet, og det var en pisse fed dag hvor jeg endda endte som nr. 20 til min store overraskelse. Dagen efter kunne jeg godt mærke at fiberen i venstre balle, så jeg vidste godt at det ikke var et godt tegn, men det var jo min egen skyld. Jeg tog det lidt med ro og deltog senere på måneden i mit første MTB løb som også var en super fed oplevelse, på trods af hvor næsten ubehageligt hårdt det var. Jeg begyndte også at køre med lys på MTB’en om aftenen i denne måned som var noget helt nyt og super fedt. Udover dette satte jeg ny svømmerekord på 500m i bassin som betød at min skulder i hvert fald ikke var forværret længere af mit krageben, så motivationen var opadgående. Jeg tror at den pludselige nye svømmerekord er kommet som en direkte følge af vægttræningsøvelserne på Stram Op holdet. Resten af måneden gik med at fokusere på ikke at forværre fiberskaden da jeg skulle deltage i halvmarathon i starten af November. Dette halvmarathon blev et af de bedre som jeg har løbet. Jeg var lettere skadet i ballen, men ikke noget der virkede til at være noget problem. Det blev det dog lidt under løbet, da jeg havde en lettere krise ved omkring 11 km hvor jeg havde ondt både i fiberen og i min gamle knæskade. Jeg endte i mål på 1:29:27 som jeg var rigtig glad for da det viste mig at formen stadig er der og at jeg stadig er en stærk løber. Samtidig bekræftede det også at udfordringen ikke længere var at bygge en form op, udfordringen består nu i at bygge en form op uden at blive skadet undervejs, og det er noget jeg skal have styr på.

Aalborgløbet - ½ marathon: TEAM HAKKET kort før start. Her skulle jeg til at løbe årets hurtigste halvmarathon i jagten på en god tid på trods af mine skader.

Aalborgløbet – ½ marathon: TEAM HAKKET kort før start. Her skulle jeg til at løbe årets hurtigste halvmarathon i jagten på en god tid på trods af mine skader.

Året lakker nu mod enden og jeg har brugt november og december mest på at løbe og køre lidt MTB. Det er ikke mange træningsindlæg jeg har lavet det sidste lange stykke tid, men det betyder nu ikke at jeg ikke stadig træner, faktisk får jeg trænet nogenlunde det jeg havde forventet at ville træne på denne tid af året med både svømning, stram op, MTB og løb. Her i slutningen på året er jeg efterhånden gået væk fra ideen at jeg træner triathlon, for sådan ser jeg det ikke længere. Jeg svømmer, cykler, løber og kører mountain bike og jeg elsker at deltage i løb hvad end det er triathlon, motionsløb eller mountainbikeløb. Jeg elsker også at træne, men jeg nyder hverken stævner eller træning når jeg er skadet og ikke kan præstere det jeg gerne vil. Derfor er alfa omega at få styr på de her ophobende mængder af skader en gang for alle.

Så jeg har indset at min udfordring ikke længere er at se om jeg kan blive hurtigere til at svømme, cykle eller løbe, men nærmere består i at holde mig fri af skader. Når jeg er fri af skaderne er det vigtigt ikke at lade egoet tage over igen og prøve at sætte nye personlige rekorder eller gennemføre løb jeg ikke er klar til. Jeg skal holde mig til min plan; stille og rolig fremgang og lytte til min krop. Jeg har vist mig selv at jeg kan opnå gode tider hvis jeg vil, men det er sgu vigtigere at jeg kan træne og tage til stævner uden problemer, for det er en større tilfredsstillelse at gennemføre et løb i en planlagt tid og dermed nyde det undervejs, og bagefter, fordi man ikke har ondt. Næste år har jeg planlagt både 100 km MTB løb, ½ Ironman i Aalborg og Berlin Marathon samt nogle små andre løb. Det er utrolig vigtigt at jeg bliver fri fra skader for at kunne deltage i disse, for ellers kan jeg hverken nyde træningen op til eller selve stævnerne og så ender det istedet med at jeg går død i det. Så jeg er så småt begyndt at ændre hele min tankegang omkring det at træne. Det handler for mig ikke længere om at gøre noget efter uret, det handler udelukkende for mig om at gøre hvad der føles godt. Derfor tilpasser jeg niveauet til hvad kroppen den siger at jeg kan, og hvis det betyder jeg skal løbe langsomt så gør jeg det, selvom min tidsudvikling tidligere har været mit største motivationsgrundlag.

1 comment

    • Lasse on 22. December 2012 at 12:50

    hold da kæft et langt indlæg 🙂 men super fedt du har fået skrevet ned hva du går og tænker… og lyder sku som en god plan og lytte til kroppen..! men håber da du kommer tilbage i fuld fart :))

Comments have been disabled.