Challenge Århus 2011

Jeg startede dagen tidligt med at stå op kl. 5.30 hos min kammerat Anders der bor lidt uden for Århus. Jeg fik en ordenlig portion havregryn med kakaopulver og en kop kaffe til at starte maven. Jeg var en lille smule nervøs, men glædede mig egentlig til dagen forude. Det var en lille smule stressende at skulle nå ind og lave de sidste justeringer på cyklen, samt få checket skifteposerne ind til T1, T2 og efter race. Det gik dog det hele og der kunne endeligt fokuseres på løbet. Jeg mødtes med mine kæreste, familie og venner inden løbet blev skudt igang som var mødt op for at støtte mig. Det var utrolig rart med opbakningen, det betød mega meget for mig. Svømningen var blevet reduceret til 1000m istedet for 1.9km pga. en vandtemperatur på under 14 grader. Vandet var målt til 13.8 grader.

Svømning

Challenge Århus 2011 svømning

På vej op af vandet efter 1000m svømning

Jeg stod sammen med Lasse i vandet og ventede på startskuddet. Vi var i stargruppe 5 som var den 2. sidste. Jeg væltede rundt mellem folk og der var arme og ben over alt. Efter ganske kort tid fik jeg et ordenligt slag lige på kæben som jeg engang har haft brækket, så det var ret ubehageligt. Jeg trak derfor ud til højre og lagde mig i yderbanen rundt om bøjerne. Jeg havde en rigtig god svømmetur og kom ind på personlig rekordtid for 1000m, nemlig 17:38.

T1
Da jeg kom op af vandet så jeg Lasse ca. 5m foran mig og vi fulgtes ind i skifteteltet hvor vi sad lige ved siden af hinanden. Jeg brugte lang tid på først at få våddragten af og lægge den ind i bike tasken. Derefter skulle jeg have mine kompressionssokker på, et par sokker udenover, t-shirt på, varmeærmer på, Garmin ur på og tænde det, madpakke i lommen bagpå min dragt og til sidst cykelsko på. Da jeg kom ud til cyklen skulle jeg have hjelm og briller på.

Challenge Århus 2011 Bike

Afslutning på de 90km cykling

Cykling
Jeg startede hårdt ud på cyklen på den meget kuperede rute. Det første stykke af ruten gik gennem Marselisborgskoven og jeg lagde efter kort tid mærke til at min puls var omkring 171 bpm. Dette var alt for højt så jeg tog det mere med ro. Derudover så jeg at jeg allerede havde brugt omkring 1000 kcal, så jeg tog 2 gels og noget High5 4:1 at drikke. Herefter forsatte jeg i rimelig højte tempo på omkring 33-34 km/t i snit og hver gang jeg mødte bakker angreb jeg dem. Allerede efter ca. 30 km kom den første Aid station. Her fik jeg en dunke vand og nogle flere gels. Jeg fik for første gang noget rent vand. De næste 30 km fortsatte på samme måde og jeg holdte heletiden øje med mit kcal forbrug og spiste derefter. Da jeg nåde til Skanderborg fik jeg ved en fejl udskiftet begge dunke til vand istedet for én energi og én vand, men det fungerede fint nok alligevel. Efter Skanderborg spiste jeg min bolle med ost og stoppede for at tisse. Jeg var hurtigt videre og fik efter kort tid indhentet dem jeg tabte. Ved ca. 75 km så jeg Lasse som havde et forspring da han var super hurtig i T1 og ikke havde stoppet på noget tidspunkt. Jeg overhalede ham hvorefter han igen overhalede mig, men jeg overhalede ham igen ca. 10 km inden mål og kom ind ganske kort tid før ham.

T2
Jeg fik smidt cyklen til en hjælpe og løb ind i teltet med min skiftepose. Lasse kom ind og satte sig lige foran mig og var super hurtigt videre. Jeg bliver simpelthen nødt til at øve mig på skiftene. Det eneste jeg skulle var at afmontere hjelm, t-shirt, ærmer og ét par strømper. Det skulle puttes i tasken og jeg skulle tage mine løbesko og et svedbånd på.

Løb

Challenge Århus 2011 løb

21.1 km løb - Der er løbet ca. 15 km

Jeg lagde ud med 13.2 km/t og forsøgte at holde stabilt tempo. Jeg fik sidestik allerede efter omkring 1000m i højre side. Det gjorde virkelig ondt, men jeg forsatte i samme tempo velvidende om at det ville gå væk efter en 5 – 6km, hvilket det også gjorde. Ruten var ind igennem Århus og var meget kuperet. Der var endda trapper der skulle løbes op ad ind igennem kunstmuseet ARoS. Det lykkedes mig at holde samme tempo hele vejen. Hver gang der kom en væskestation drak jeg vand da der på dette tidspunkt af dagen var blevet meget varmt. Derudover samlede jeg energi op da jeg skulle spise omkring 6 gels på turen for at holde mig kørende.

Mål
Det var en utrolig følelse at komme i mål og gennemføre det til en tid under mit mål. Tiden blev 4 timer og 48 minutter, men pga. de ca. 900m manglende svømning ville det nok have været lidt over 5 timer. Så jeg er meget tilfreds med tiden og føler at jeg kan klare en hel Iron Man om ca. 5½ uge.

 

 

Resultater
Svømning: 17:33
T1: 7:01
Cykling: 2:39:44
T2: 4:33
Løb: 1:39:24

Challenge Århus 2011 - Målfoto

Challenge Århus 2011 - Målfoto