«

»

Jul 14 2013

Salomon 4 Trails

Sidste år, omkring i starten af December, var Lasse og jeg til foredrag inde i Løbekompagniet omkring et etapebaseret trailløb løb der hedder Trans Alpine. Der blev vist billeder og talt om oplevelsen ved at løbe stage-løb igennem alperne. Det så bare super spændende ud, men jeg tænkte umiddelbart ikke mere over det, da det ikke rigtig så ud til at være noget jeg kunne klare da distancerne virkede alt for overvældende.

Tanken lurede dog lidt i baghovedet, nok mest hos Lasse, og da jeg så på Facebook at Lasse søgte en makker til deltagelse i Trans Alpine begyndte det også at lokke lidt hos mig. Jeg tænkte godt og grundigt over det og om jeg mon kunne klare træningen op til det på så kort tid. Jeg sprang ud i det og sagde til Lasse at jeg var klar. Det viste sig dog at Trans Alpine ikke helt passede så godt ind i planerne så derfor valgte vi i stedet for at deltage i Salomon 4 Trails, hvilket havde mindre højdemeter og kortere distance men stadig var et étape-baseret trailløb. Dette passede mig bedre da det virkede mere overskueligt med 160 km på fire dage når jeg kun havde 7 måneder at træne op til det i, så et eller andet sted var det nok heldigt nok. Nåh ja, der jo godt nok 10.000 højdemeter i S4T på 160 km i forhold til 15000 over 250 km ved Trans Alpine, men det var jo nok ikke noget problem 😉

Jeg fik tilmeldt os, booket hoteller, indkøbt det nødvendige udstyr samt trænet en masse i løbet af de syv måneder inden løbet og inden jeg fik set mig om stod vi i Garmisch-Partenkirchen dagen før start og forberedte vores udstyr.

Det umiddelbare første shok vi fik var vægten af den løberygsæk vi skulle løbe med, når alt det obligatoriske udstyr var fyldt i. Af obligatorisk udstyr skulle der medbringes førstehjælpskit, alufolietæppe, lange varme tights, lang varm trøje, hue, vanter, telefon og en beholder der kunne rumme 1.5l væske og herudover medbragte jeg også diverse energi. Det skulle dog vise sig at vægten af tasken skulle være det mindste af de shok jeg skulle få de kommende dage…

Étape 1 – Garmish-Partenkirchen til Erhwald

S4T - Team Denmark

Team Denmark er klar til start på første étape på 36.3 km og 2410 højdemeter.

Vi ankom til startområdet ca. en times tid før starten der gik kl. 10. Her fik vi igen et lille “shok”, eller nærmere, en overraskelse i form af temperaturen der allerede var på omkring 20 grader. Vi mødte de seks andre danskere der deltog udover Lasse og jeg. De to af danskerne var Tonni Bager og Morten Knudsen som vi på forhånd havde valgt at danne holdet “Team Denmark” med da dette gav os mulighed for at kunne deltage i holdplaceringerne. Der var en god stemning inden start og jeg følte mig super klar til at komme igang med at løbe. På den første étape skulle der løbes 36.3 km og 2410 hm fordelt over adskillige stigninger og nedløb – fire større stigninger og fire større nedløb.

Løbet blev skudt igang til “Highway to Hell” og efter et par kilometers løb ramte vi den første stigning på omkring 500 hm. Vi var på dette tidspunkt allerede gennemblødt af sved pga. varmen og fordi vi holdte et ret højt tempo. Efter meget kort tid måtte vi indse at der ikke skulle løbes op af disse stigninger da det ellers ville være umuligt at have energi til at komme igennem dagen. Derfor gik vi resten af vejen op og stagede med stængerne, så vi sparede energi i benene, og sådan fortsatte det i alle dagens efterfølgende stigninger. Efter det første mindre nedløb ankom vi til hvad skulle have været V1 (første aid-station), men der blev meldt at dette var flyttet ca. 3 km. Efter anden stigning nåede vi dagens højeste punkt på 1616 m uden at have mødt noget V1. Der var nu et 900m nedløb foran os. Her blev der løbet godt til og på den måde blev der brugt en del energi. Da vi langt om længe nåede bunden var V2 pludselig flyttet frem, hvilket passede mig fint da jeg var mega tørstig og sulten.

Første stigning på første étape. Der bliver kørt hårdt på.

Første stigning på første étape. Der bliver kørt hårdt på.

Jeg bældrede en masse iskoldt vandt i mig samt en masse melon og diverse andre frugter. Efterfølgende tænkte jeg at det nok ikke var så smart, men jeg havde simpelthen ikke fået drukket og spist nok på det første nedløb og var derfor supertørstig og sulten. Efter ganske få minutter kom regningen – ingen energi og tørstig som bare fanden, men fuldstændig fyldt mave som gjorde ondt. Jeg gik helt kold og de to følgende stigninger, på omkring 800m tilsammen, havde nær knækket mig mentalt; Jeg var fuldstændig i shok over hvor hårdt terrænet var, hvor meget vi gik, hvor langt der var igen, at det var den første dag og hvor dum jeg havde været ikke at disponere mit energi-indtag ordenligt. I løbet af stigningen begyndte maven så småt at fungere igen, men der opstod et nyt problem som var et solidt hold i ryggen lige mellem skulderbladene.

Jeg havde lagt alt for meget energi i stængerne som jeg klart ikke var vant til at bruge. Damn, jeg overvejede seriøst hvordan jeg skulle klare mig igennem dette stævne, men jeg fortsatte den lange stigning så godt jeg kunne. Lasse var rigtig godt kørende og ved en lille kilde, hvor vi gjorde stop for at køle lidt ned med noget koldt vand i hovedet, nuppede han min taske og stave fra mig. Han mente at han godt kunne bære dobbelt oppakning til jeg kom til kræfterne igen. Sikke en guttermand :-) Langt om længe var den lange stigning overstået hvorefter der kom et mindre nedløb mod V3. I V3 var jeg stadig hårdt ramt med hold i ryggen, men energien var så småt tilbagevendende. Efter lidt tid var der kun små 6 km igen og kroppen begyndte at fungere optimalt. Vi løb derfor resten af vejen i et ret fornuftigt tempo ind til mål som vi begge var glade for at nå efter 6 timer og 41 minutter.

Den første étape var lidt af et wakeup call. Terrænet var meget hårdere end først forventet og krævede et heftigt energiindtag og derudover gav det stor grund til nervøsitet mht. gennemførsel af anden étape da denne var endnu længere og med endnu flere højdemeter. I bund og grund havde vi klaret det fint, men jeg vidste at der skulle holdes et seriøst fokus, især på energien, for at nå igennem alle fire etaper. Kroppen havde det fint, men huden under mine storetæer var gået lidt løs efter bremseløbene ned af bakkerne kombineret med fugtige og varme fødder.

Étape 2 – Erhwald til Imst

S4T - Etape 2. Start

Klar til start på anden étape. Humøret er højt og stemningen god når først der bliver åbnet op for start til “Highway to Hell”.

Da jeg på andendagen vågnede efter en knap så god nats søvn kunne jeg tydeligt mærke første etape i mine ben. Mine fødder var på nuværende tidspunkt i rimelig godt stand, og vablerne på storetåen var ikke blevet værre, så dem gjorde jeg ikke yderligere ved. Vi stillede klar til start, hvor vi blev inddelt efter vores placeringer fra den første etape. Da vi var placeret som nummer 102 og 103 ud af 130 i mændendes kategori betød dette af vi skulle bagerst. Dagens etape var løbets længste på 45.3 km og 2723 højdemeter, men højdemeterne var ikke rigtig noget der skræmte mig. Jeg var kun en lille smule nervøs for hvor hårde de to meget lange nedløb, som dagens etape bød på, ville blive. Udover dette var min anden bekymring at huske at indtage den nødvendige mængde energi og væske samt tilpasse min brug af stavene til noget ryggen ville kunne holde til.

Da musikken startede med “Highway to Hell” var vi mega klar og alt om ømme ben og fødder blev fuldstændig glemt. Jeg følte mig godt kørende og étapen startede ud med en god jævn stigning af almindelig grusvej hvor der kunne holdes et højt powerwalktempo. Efter første stigning var der et lille plataeu med V1 hvorefter stigningen fortsatte til 2272m. I løbet af denne stigning var der nogle helt fantastiske udsigter nedover bjergsøer og videre ned i dalen. Helt uventet var den sidste del af stigningen nærmest lodret op igennem sne og virkelig udfordrende og skræmmende. Hvis man faldte her ville der være stor risiko for at komme alvorligt til skade.

Opstigning fra V1 på plateau

Her fortsættes opstigningen fra V1 der ligger placeret på plateau’et længere nede ved bjergsøen i baggrunden.

Vi nåede toppen og begyndte det lange nedløb som var i løst grus og sne det første stykke. På dette tidspunkt begyndte jeg så småt at ane at jeg nok havde nogle slemme vabler på tæerne, men det gjorde ikke så ondt endnu. Vi fortsatte videre ned i dalen hvor der støt blev varmere og varmere, indtil vi nåede bunden i hvad der føltes som en bagende hede. Her var V2 placeret, så der blev tanket op og gjort klar til en lignende stigning bestående af først en stigning, så et plataeu og derefter en yderligere stigning til 2203 meters højde. Lasse led en smule på den første stigning inden plataeu’et, men det lykkedes os at holde et nogenlunde tempo op til plataeu’et. Da vi langt om længe nåede det troede vi at vi var ved at have nået toppen, men det føltes som en uendelig stigning langs den bjergryg der skulle føre os til toppen. Hver gang vi nåede hvad vi troede var toppen fortsatte der med at være flere toppe. Til sidst kom vi helt op hvor vi skulle passere hvad der var markeret som en farlig passage. Den bestod af en alpindel (rå klipper) hvorpå der var et smalt spor og så ellers mere eller mindre lodret ned på den ene side. Det sted hvor delen var aller sværest var der tale om at man ville dø hvis man faldte. Her var der placeret en hjælper som kunne tage ens hånd for at sikre at man ikke faldte.

Endelig i mål efter den 9 timer og 11 minutter lange anden étape.

Endelig i mål efter det uhyggeligt lange nedløb til den bagende varme dal på den 9 timer og 11 minutter lange anden étape.

Det var direkte sindssygt, men heldigvis kom vi helskindet over denne vanvittige del af ruten og kunne derfor begynde vores 1500 meter lange nedløb til Imst. Vi havde fået at vide på briefingen at dette nedløb ville føles som uendeligt, og det passede nu også meget godt. Jeg følte mere eller mindre at mine lår skulle eksplodere, men det var simpelthen ikke muligt andet end at løbe bremseløb pga. den manglende teknik som underlaget krævede for at man ville kunne løbe stærkt derpå.

Langt om længe kom vi til målområdet og løb ind i tiden 9 timer og 11 minutter. Jeg havde det godt i kroppen, men jeg var TRÆT. Vi var simpelthen blevet gennembanket af Alperne og solen hele dagen. Mine fødder var kogte, hævede og vablede, så da vi først ramte hotellet efter en af de mest specielle taxature nogensinde blev vi hurtigt enige om at spise på den café der lå på hotellet. Når jeg tænkte tilbage på dagen med de mange indtryk var det positivt at jeg havde fået styr på mit energi og jeg havde overhovedet ingen problemer med ryggen. Hvis ellers bare mine fødder ikke svigtede mig ville det ikke være noget problem at komme helskindet igennem løbet. Starten næste dag var først kl. 8 og desuden løbets korteste étape, så det hele var godt.

Étape 3 – Imst til Landeck

S4T - Etape 3. Stigning

Stigningen på tredje etape mod 2512 meters højde er snart nået her. Snart ændres terrænet til store sten der skal klatres over for at komme til toppen.

Jeg havde tilset mine vablede fødder allerede om aftenen inden jeg gik i seng, så det handlede blot om at komme op og i tøjet og så ellers ned at få noget morgenmad. Vi blev afhentet af bus og kørt til starten hvor vi igen placerede os bagerst uvidende om hvad vores nuværende placering var. Dagens étape var løbets korteste med “kun” 33.6 km og 1844 højdemeter, så der var lidt forventninger om at det ville blive en “kort” dag hvor vi ville kunne komme tidligt i mål og hurtigt hjem på hotellet. Jeg var dog lidt tilbageholdende med mine forventninger om at dagen ville blive nem. Étapen bestod af én lang stigning og ét langt nedløb, så ruten var rimelig overskuelig.

Efter starten gik kunne jeg tydeligt mærke mine ømme fødder, men efter ganske kort tid mærkede jeg intet til vablerne og var faktisk ret godt kørende. Stigningen, vi på nuværende tidspunkt arbejdede på, strækte sig fra dalens højde i 718 meter direkte op til 2512 meters højde til den såkaldte Glanderspitz. Stigningen var lang og udmattende for de trætte lår, men det gik ret hurtigt op ad bjerget. Det viste sig dog efter vi havde krydset ca. 2000 meters højde at terrænet blev ret ufremkommeligt. Der skulle mere eller mindre klatres meget af vejen over store sten hvor der konstant var fare for al falde eller træde forkert. Dette reducerede selvfølgelig vores fart betydeligt, men det lykkedes os at nå toppen i en nogenlunde fornuftig tid på omkring 3 timer 30 minutter.

S4T - Etape 3. Nedløb

Det 1700 meter nedløb er påbegyndt og her begynder de første tegn på et skadet knæ.

Nu manglede der blot et ca. 1700 meter nedløb mod Landeck der ligger i 817 meters højde. Jeg havde igen frygtet dette nedløb lidt da mine fødder var ret medtagede efterhånden og jeg vidste at et bremseløb på denne længde ikke ville gøre det bedre. Det viste sig dog desværre at mit højre knæ nu blev en større bekymring end mine fødder da det var begyndt så småt at vise tegn på at det ikke gad mere. Smerten var foran på knæet og rundt omkring og lige under knæskallen. Det var et godt gammeldags springerknæ som selvfølgelig skyldes den store belastning ved forceringer af stigninger og bremseløb. Jeg var ikke så bekymret for det da det ikke gjorde så ondt endnu, så vi løb fornuftigt ned imod dalen.

S4T - Etape 3. Målfoto

Endelig i mål efter en nogenlunde veloverstået tredje étape på 5 timer og 41 minutter.

Nedløbet tog os kun omkring et par timer, så vi nåede ned til målstregen i en god tid på 5 timer og 41 minutter. Der var mega varmt nede i dalen, så jeg var godt kogt igennem da vi nåede mål. Det var vores hidtil korteste dag, men jeg kunne godt mærke at jeg var ved at være godt brugt. Det var som om at mit humør var lidt trykket da vi nåede ned i mål. Jeg havde ondt i knæet og fødderne og så begyndte tankerne om morgendagens étape, som var den længste, så småt at komme snigende. Humøret blev selvfølgelig bedre efter lidt mad, og jeg fik også lægerne til at kigge på mine fødder. De sagde at det ikke så helt vildt godt ud da vablen under min storetå havde udviklet sig til et sår som var betændt. Jeg fik det renset og pakket ind og så skulle de hele nok gå. Desværre var mine negle nu også blevet helt blå og fødderne var generelt hævede.

Vi havde fået et lækkert hotel og det var godt at komme tilbage og få slappet af. Jeg var dog lidt nede da jeg virkelig ikke følte mig klar til at løbe dagen efter. Jeg var også ved at løbe tør for plaster og alt det lægerne havde sat på var faldet af mens jeg var i bad. Derfor besluttede jeg igen, at jeg ikke ville ind til pastaparty, men i stedet for spise på hotellet, da der var en mega lækker restaurent lige neded for vores altan. Lasse blev heldigvis også på hotellet i sympati for at holde mig ved selskab :-) Efter en kæmpe pasta cabonara med tilhørende hvidløgsflute og kæmpe isdessert var humøret i top igen og vi gik op for at sove. Jeg valgte at lade tæerne få luft så det kunne hele så meget som muligt til dagen efter og i stedet stå tidligere op og ordne det. Det betød at jeg skulle op 4:45!

Étape 4 – Landeck til Samnaun

S4T - Etape 4. Alle Danskere.

Alle danskerne er klar til start på fjerde og sidste étape :-)

Jeg fik ikke sovet så meget om natten da nervøsiteten over sidste étape sad lidt i kroppen af mig, men jeg følte mig nu rimelig frisk alligevel. Jeg fik lavet nogle rigtig gode bandager på mine fødder som nu heller ikke var så hævede længere. Det var dog lidt problematisk at gå efter jeg fik mine sko på, men hvad fa’n vi skulle jo kun løbe 45 km og 2844 højdemeter :-) Dagens étape bestod af én lang stigning, ét mindre nedløb, én mellemlang stigning og til sidst ét mellemlangt nedløb. På sidste etape blev vi skånet for et langt nedløb til sidst, da Samnaun ligger 1841 meters højde. Derfor étapen virkede umiddelbart overskuelig, men jeg vidste godt at det snød for der var mange højdemeter.

S4T - Etape 4. Start

Starten på fjerde étape. Som det kan ses på billedet ser jeg ikke just frisk ud. Fødderne gør ondt. Bemærk den friske Lasse i baggrunden.

Da vi ankom til startområdet mødtes vi med alle de andre danskere og fik taget et billede af os allesammen samlet. Da vi ikke havde været til pastaparty og dermed heller ikke racebriefing, aftenen i forvejen, havde vi ikke fået at vide at ruten var korrigeret. Der havde været stenskred, så derfor var vi nødt til at benytte en anden passage fra dalen og det første stykke op af bjerget. Dette betød at ruten blev lidt længere, så istedet for 44.5km var ruren nu forlænget til 47.5 km. Det var noget af et slag i hovedet for mig da det nu betød at det faktisk var den længste étape af dem alle og den étape med flest højdemeter. Jeg kunne slet ikke overskue med mit knæ og mine fødders tilstand at skulle gennemføre en dag der blev hårdere end anden étape. Vi fik dog stillet os klar til start bagerst i feltet og jeg bemærkede at man kunne godt se at der efterhånden ikke var så mange deltagere tilbage som der stillede til start den første dag. Da starten gik til “Highway to Hell” var det ikke helt samme fornemmelse der strømmede gennem kroppen på mig som de tidligere dage, jeg havde simpelthen så ondt for hvert skridt jeg tog. Jeg kunne ikke forestille mig hvordan jeg skulle klare det her.

S4T - Etape 4. Snepassage

Vi nærmer os toppen Oschsenscharte i 2787 meters højde efter adskille lange snepassager.

Heldigvis var den “nye rute” lavet om således at det var asfalt der udgjorde de første ca. 6 km af stigningen. Det betød at der var god tid til at få kørt fødderne varme til at Lasse og jeg kunne få snakket lidt og holdt hinanden (nok mest mig) oppe. Da vi skulle af asfalten havde jeg overhovedet ingen problemer med fødderne og det var heller ikke så slemt med knæet, så det kørte bare! Efter den 1200 meter stigning, nåede vi toppen med det fine navn “Fisser Joch” og dermed også det første depot på omkring 3 timer. Her blev der tanket godt op, jeg var især blevet glad for spegepølse og ost udover de selvfølgelig evigt skønne blodappelsiner og cherrytomater med salt samt det næsten obligatoriske tyndtblandede High5 citrus energidrik :-)

Vi påbegyndte det ca. 500 meter nedløb, som gik over græstotte blandet med klipper og huller, og det kørte egentlig i et ret godt tempo på trods af mit ret smertende knæ. Jeg fandt ud af, at hvis jeg placerede mine fødder således at jeg ramte stenene i svangen af foden, var der ingen af vablerne der gjorde ondt og derudover kunne tempoet være lidt højere. Derfor var det ikke nødvendigt at bremse så meget som medførte at knæet blev skånet. Sidste stigning var fra 1900 meter til 2787 meters højde som ville være det højeste punkt i stævnet. Denne stigning var mere eller mindre igennem sne det hele, så her blev fødderne sjaskvåde og iskolde, men det var en sjov og anderledes passage en de andre dage. Da vi nåede toppen ved navn Ochsenscharte i 2787 meters højde, efter ca. 6t15m, udbrød Lasse “Hold da kæft mand, var det bare det? Sådan en børnebakke mand!” og jeg var flad af grin :-) Nu skulle vi bare over nedløbet på ca. 1000 meter og så var de sidste 8 km derfra flade resten af vejen hjem.

S4T - Etape 4. Sidste Nedløb

Det sidste nedløb på fjerde étape. Her er lår, knæ og fødder godt ømme, så der bliver bremset godt med stavene.

Så snart vi gik igang med nedløbet var mit knæ presset, så det gik lidt langsomt til at starte med. Vi nåede dog ind i en rytme hvor der kunne holdes nogenlunde stabil tempo nedad. Da vi nåede ned til V1 var vi begge efterhånden pressede og ville gerne bare hjem i mål nu. Jeg havde forventet en opløftende fornemmelse i løbet af de sidste 8 km, men det var mere som om at det sidste blev til lidt af en kamp istedet. Hvad vi havde regnet med værende fladt, var faktisk ret kuperet, og efter hvert sving gemte der sig en ny bakke. Da vi nåede til byen, hvori vi troede mål var placeret, var det først den næste by, så det var som om at det sidste stykke var en lang og sej kamp om bare at få det her overstået.

S4T - Etape 4. Målfoto.

Et af de top 10 fedeste tidspunkter i mit liv. Endelig i mål efter 160 km og 9805 højdemeter.

Til sidst var der dog ikke flere km tilbage. Vi havde langt om længe nået ind til byen Samnaun hvori målområdet var placeret. Vi løb ind mod mål med hyldest fra de andre danskere, der var nået i mål, og kom ind i tiden 8 timer og 36 minutter. Det var en komplet ubeskrivelig følelse at være kommet igennem og det var svært at holde lidt tårer tilbage. Nu var det slut med at presse den smertende krop, slut med den følelsesmæssige rutschebane man oplevede undervejs på etaperne, slut med alle de fantastiske indtryk som naturen i Alperne giver når man oplever dem til fods og desværre slut med det specielle kammeratskab der var opstået undervejs med nogle af de andre deltagere. Vigtigst af alt var at det, for nu, var slut med at løbe og endelig kunne vi få lov at slappe af for det var virkelig tiltrængt :-)

 

Afslutning

Efter at være kommet i mål blev der først og fremmest kørt en masse pizza indenbords da dette blev serveret i målområdet :-) Herefter ventede vi på at den sidste dansker kom i mål hvorefter turen gik mod den første bar hvor de serverede kæmpe hvedeøl. Om aftenen var der afslutningceremoni på toppen af bjerget hvor vi tog en stor gondollift til. Her blev der overrakt finisher t-shirts som var seriøst grimme, ikke stod finisher på og kun var påtrykt noget tekst på tysk som jeg umiddelbart ikke forstår noget af. Vi drak et par øl mere og tog ellers tilbage på hotellet. Dagen efter skulle vi med bus tilbage til Garmish-Partenkirchen hvor bilen stod parkeret for at fortsætte videre hjem til Danmark.

Vores samlede placering i løbet blev nr. 87 og 88 i mændenes kategori på 120 der gennemførte i en total tid på 30 timer 8 minutter og 10 sekunder. Vores holdplacering blev nr. 27 ud af 29 hold der gennemførte. I alt var der 35 hold der stillede til start. Tiderne og placeringerne er ikke noget imponerende, men jeg må sige at vi blev straffet på vores manglende erfaring i det hårde Alpeterræn. Derudover havde jeg nok undervurderet hvor meget stigninger efterfulgt af lange nedløb tærede på krafterne, for slet ikke at snakke om det at løbe i højderne. På trods af alt dette er jeg stolt over at have gennemført og stået distancen til trods for at jeg måtte ty til lidt Ibuprofen til mit ømme knæ.

Jeg har haft en oplevelse for livet ved deltagelse i dette løb. Jeg kan mærke på mig selv at jeg slet ikke er færdig med at bruge min krop på denne måde, og jeg kan mærke at jeg nu allerede begynder at søge det næste eventyr. Træningen og deltagelsen i dette løb har været mere end bare træning med masser af kilometer og højt pace samt det at konkurrere som jeg har gjort tidligere. Jeg ville lyve hvis ikke jeg sagde at jeg har en hvis indre tilfredshed over at jeg har bevist overfor mig selv at jeg har viljen til at blive ved når det gælder samt evnen til at træne målrettet. Det er disse ting der har gjort at jeg kan klare udfordringen ved disse slags løb og på den måde få oplevelser for livet jeg aldrig vil glemme.