Holstebro Bymarathon – og det blev en PR!

TEAM HAKKET ved Holstebro Bymarathon 2013

TEAM HAKKET ved Holstebro Bymarathon 2013. Billedet er taget lige efter alle er kommet i mål.

HOLD NU K…., hvor gik det godt i dag..! Jeg var flyvende idag med et pace på 3:57 min/km (15.16 km/t) i snit og satte derfor ny PR på halvmarathon-distancen med tiden tid 1:23:07. Jeg slog dermed næsten 2 minutter af min gamle PR og endte som nummer 9 ud af 286 deltagere.

Dagen startede med at jeg blev samlet op kl. 8.00 af 3 hakket fyre; Stefan, Jesper og Morten. Undervejs i bilen mod Holstebro gik snakken gik om løb og triathlon samt om man havde medbragt “de fornuftige”, “de hurtige” eller “de meget hurtige” sko 🙂 Jeg havde selv meldt ud, at jeg kun havde “de hurtige” sko med i tasken, mens de andre havde travlt med at fortælle, at de selvfølgelig KUN havde “de fornuftige” med, og at de ville tage den med ro. Så var de jo også sikre på, at deres pres var taget af skuldrene, hvis det nu skulle gå galt….TØSER! 😉

Vi ankom i god tid, så der var ingen stress. Vi fik klædt om og mens de andre fik varmet lidt op, havde jeg travlt med at få kørt noget energi ned samt få orden på musikken og min telefon. Jeg blev klar til tiden og var nu forberedt på de 21.1 km fordelt over 3 runder.

Starten gik og det første stykke af ruten var ned af bakke, så der kunne jeg give den lidt ekstra, som jeg havde planlagt. Planen var nemlig, at jeg ville løbe hurtigt ned af bakke og fornuftigt op af bakke og ellers ville holde en pæn fart på de flade stykker. Denne plan var nødvendig for mig at have da ruten var ret kuperet med sine 165 højdemeter. Jeg kunne også se at Jesper løb hurtigt det første stykke ned af bakken, så de sko der skulle løbe pace 4:15 min/km, havde han vist ladet blive i tasken. Men min plan var at lave ny PR, så at slå Jesper som har 1:20:11 som sin PR, var ikke i mit hoved. Jeg løb mit eget tempo og det gik som planlagt. Efter ca. 4 km kom et nedløb inde i en skov efterfulgt af et skrapt venstresving, og der var som planlagt fart på, jeg havde bare ikke luret at der var is under bladene, så ja, der lå jeg pludselig lige så lang som jeg er og rodede rundt. Jeg kom heldigvis hurtigt på benene igen og ingen skade var sket – VIGTIGT 🙂 Udover mit “lille styrt”, gik første runde rigtig godt.

Anden runde skulle egentlig løbes sikkert og i lidt langsommere tempo en første, da jeg kunne se at jeg var foran min gamle PR, men benene var gode så jeg holdte mit pace. Jeg endte med at løbe anden runde kun 14 sekunder langsommere end første runde. Med 7 km igen vidste jeg, at benene var med på at lave ny PR i dag, så de blev løbet i samme tempo, men med en lille spurt den sidste km mod mål.

Alt i alt har det været en KLASSE dag i Holstebro, og jeg er mere end tilfreds. Ser nu frem mod næste weekend, hvor den står på Thy Trail Marathon 🙂

Alle resultaterne med mellemtider kan ses på sportstiming.dk, men herunder kan vores resultater ses:

Navn Tid Placering 1. Omgang 2. Omgang 3. Omgang
Jesper Eberhard 1:22:14 8. Plads 27:21 27:39 27:14
Lasse Rasmussen 1:23:07 9. Plads 27:36 27:50 27:41
Morten Sort Mouritsen 1:26:01 18. Plads 28:54 28:39 28:28
Stefan Lænner 1:35:39 47. Plads 30:49 31:39 33:11

SÅ drenge (Morten og Jesper), hvis det var “de fornuftige” sko i havde taget på i dag, vil jeg NØDIGT løbe mod jer når I har de rigtig hurtige sko på! 😉