Dec 29 2013

Hammer Bakker Juletrail

1510000_246967985463549_1600218509_nJeg sad den 22. December og følte allerede at December måned havde været lidt hård ved formen. Den dårlige form var også meget fordi at jeg overhovedet ikke havde fået trænet ordenligt fordi jeg den 22. November var blevet opereret i kragebenet. Jeg havde fået fjernet de skruer jeg fik indsat i forbindelse med mit brud sidste år i Maj da de generede meget når jeg løb med rygsæk. Den dårlige form skulle dog alligevel ikke forhindre mig i at deltage i et trailmarathon…

Jeg fandt Hammer Bakker Juletrail på Facebook som er et cannon ball-løb der foregår i Hammer Bakker hvorfor det er et rent trailløb. Man kunne selv vælge om man ville tilmelde sig en, to eller tre runder af hver 14 km – prisen var den samme. Jeg valgte selvfølgelig at deltage i alle tre runder da jeg altid ville kunne stoppe efter to runder. Der blev offentliggjort lister over hvem der var tilmeldt hvad og da det viste sig at vi kun var tre på marathondistancen syntes jeg ligesom at min tilmelding forpligtede lidt :-) Jeg gjorde derfor planer fra start om at løbe alle tre runder.

Første runde startede stille og roligt ud og jeg fandt et fornuftigt pace. Efter noget tid løb jeg desværre forkert sammen med en masse andre, men vi blev hurtigt dirigeret tilbage på rette kurs af arrangørene. Herefter fandt jeg et godt pace sammen med en bekendt og vi fulgtes resten af runden hjem sammen og kom ind på omkring en time og 20 min. Efter et kort stop i depotet fortsatte jeg med masser af overskud ud på anden runde. Jeg havde helt tjek på væske og energiindtag og følte at jeg havde gode ben. Jeg løb anden runde alene og syntes egentlig at det hele kørte rigtig godt. De længste bakker valgte jeg at gå for at gemme ekstra kræfter på den sidste runde som jeg nu var helt indstillet på at løbe. Jeg kom ind fra anden runde på omkring en time og 24 min, så mit pace var faldet en lille smule, men det var nogenlunde efter planen for at spare kræfter til tredje runde.

Da jeg kom ind efter anden runde kunne jeg godt mærke at mine baglår og baller var begyndt at stramme godt op. Jeg mødte Michael inde i depotet og hørte ham om han ikke skulle med ud på sidste runde. Det var han klar på så vi fortsatte ud sammen. Jeg havde masser af overskud og vi kløede godt på. Efter noget tid begyndte det at knibe med benene. Jeg havde egentlig energi nok, men jeg havde bare så forbandet ondt i baglår og baller og var derudover helt våd og fuldstændig afkølet i området. Jeg kunne til sidst slet ikke løbe så snart der var det mindste stigning og det begyndte virkelig at se skidt ud for mig. Jeg holdte mig til energiplanen, men intet hjalp. Så de sidste syv til otte kilometer ind mod mål var meget lange, men Michael var stærkt motiverende og opbakkende hele vejen.

Vi kom dog til sidst i mål på en laptid på den tredje runde på en time og 37 minutter. Det var 17 minutter langsommere end den første og altså ikke helt efter planen. Det var lækkert at komme i mål og tilmed som sidste mand i klapsalve fra de to arrangører :-) Min sluttid blev målt til 4 timer og 21 minutter som er min langsomste marathontid til dato.

Set i bakspejlet var det nok lidt for overmodigt af mig at forvente, at jeg kunne løbe et trailmarathon efter ca. 6 uger med næsten ingen til dårlig træning, lige ovenpå en masse julemad og godt med vægtforøgelse. Til trods for dette var det nu et rigtig godt løb og rigtig sjovt at komme ud at løbe langt igen. Det var også en lærerig oplevelse der viste mig selv hvor vigtig det er at fastholde træningen og aldrig undervurdere hvor hårdt et marathon kan være.

Nov 24 2013

Me and my GoPro 2013

Nov 10 2013

Rold Skov Trailmarathon

Jeg fandt Rold Skov Trailmarathon på Facebook og syntes at det så spændende ud. Jeg har trænet meget i Rold Skov i år og syntes det er et overdrevet fedt sted at løbe på trods af at jeg altid bare har holdt mig til den blå MTB rute. Rold Skov Trailmarathonruten kendte jeg ikke, men jeg kunne se at den bød på 500 højdemeter per runde og der var i alt tre runder. Så det så bare rigtig spændende og udfordrende ud samtidig med at der var garanti for en god naturoplevelse!

Rold Skov Trailmarathon

Efter første runde var jeg, som kan ses på billedet, flyvende og kom ind i depotet for at fylde op til anden runde.

Jeg fik hurtigt tilmeldt mig da jeg kunne se at der var et deltagermaks på 30 løbere. Jeg fulgtes derud med Lasse og mødtes derude med flere andre jeg kendte der også skulle deltage. Der var skidegod stemning, og jeg var godt forberedt med energi og diverse andet udstyr, heriblandt mine splinternye Salomon Speedcross 3, som der skulle løbes til med et marathon :-)

Et billede fra udkigstårnet der skulle 'bestiges' én gang for hver runde

Et billede fra udkigstårnet der skulle ‘bestiges’ én gang for hver runde.

Starten gik og første runde var igang. Jeg fulgte med fronten på det første lange nedløb og besluttede at hænge lidt på dem selvom tempoet var ret højt. Efter vi havde nået udkigstårnet ved omkring 7 km hængte jeg stadig på, men jeg syntes at tempoet blev for højt, så her besluttede jeg ikke længere at følge de forreste og sakkede bagud. Jeg kom også i tanke om at der skulle holdes styr på energi og væske på denne tur og indtil videre var jeg en lille smule bagud på den front. Så jeg tog det mere med ro og kom til at ligge sammen med Michael som jeg fulgtes med rundt resten af første runde. Da vi nåede depotet tilbage ved starten følte jeg mig godt kørende og fik fyldt tasken op samt omrokeret lidt på lidt forskellige ting. Jeg tjekkede uret, 1:24 viste det. Det var fint nok, jeg havde håbet på at nå under 4 timer, men jeg vidste godt efter første runde at det blev umuligt. Jeg tabte simpelthen for meget tid på stigningerne og jeg ville ikke presse hårdere på for så vidste jeg godt at jeg ikke ville nå helskindet igennem løbet.

Jeg var hurtigt videre ud på anden runde og efter det første lange nedløb løb fulgtes jeg igen med Michael. Vi kom godt rundt på anden runde, men trætheden i benene begyndte så småt at melde sig. Det kørte fint med energi og væskeindtag hele vejen og da jeg nåede op for enden af den sidste lange stigning følte jeg mig egentlig rigtig godt kørende. Jeg fik at vide af Lasse at jeg så pissefrisk ud og at jeg bare skulle klø på for de andre var ikke ret langt foran :-) Jeg kiggede på uret, anden runde var løbet på 1:30. Det var okay, jeg havde jo taget det lidt mere med ro end på første runde og trætheden i benene havde også meldt sig.

Stigningen op mod udkigstårnet som var prikken over i'et på en i forvejen lang og sej stigning.

Stigningen op mod udkigstårnet som var prikken over i’et på en i forvejen lang og sej stigning.

Jeg fyrede afsted på trejde runde og det kørte bare ned af det første nedløb. Jeg fik sat noget musik på og nød virkelig området og det fokus jeg nu skulle koncentrere mig om at bevare for at klare sidste runde nogenlunde ligeså godt som de første. Det gik godt, og det kørte med energi. Desværre havde jeg glemt at fylde vand på min softflaske i depotet, så jeg kunne ikke få opløst mine High5 salttabletter i noget vand. Det var lidt skidt, for jeg kunne mærke at jeg manglede salt. Musklerne begyndte at brokke sig, og især i højre baglår og læg ville der gerne sætte sig en lille krampe. Da der var ca. 6-7 km igen begyndte jeg virkelig at døje med at komme op af bakkerne. Jeg gik op af dem, men det var faktisk også utrolig hårdt. Jeg kom til sidst til den lange stigning op mod mål hvor jeg fik et kæmpe sjok over at blive overhalet af en løber. Jeg havde ikke set et eneste menneske de sidste 90 minutter, så det var lidt sjovt at det lige skulle være inden mål :-)

Endelig kom jeg i mål efter at have brugt 1:35 på den tredje runde. Totaltiden var 4:26 som placerede mig omkring nr. 7-8 af de i alt 30 der stillede op hvoraf 19 gennemførte. Det var et super fedt løb og skide godt arrangeres. Jeg må give et stort tak til Henrik Henriksen for arrangementet!

Oct 05 2013

Ultraløbet Mols Bjerge 2013

Det sidste grej gøres klar til start :-)

Det sidste grej gøres klar til start :-)

Jeg faldte over Ultraløbet Molsruten på Facebook og syntes det så meget spændende ud fordi det er kategoriseret som et trailløb og fordi det er på 60 km og derfor gav mig mulighed for at prøve en mindre ultradistance. Jeg var lidt bekymret for min deltagelse da 60 km trail virkelig er en udfordring og løbet lå kun én uge efter Berlin Marathon, men jeg tilmeldte mig alligevel da jeg havde svært ved at motivere mig til kun at skulle træne mod Berlin Marathon.

Humøret og energien er høj på billedet her som er taget godt 25 km inde i løbet.

Humøret og energien er høj på billedet her som er taget godt 25 km inde i løbet.

Jeg kørte til Ebeltoft tidligt lørdag morgen og tog bussen sammen med en masse andre løbere til Egå. Starten var stillet op nær stranden og var meget simpel. Der var kun lige det nødvendige, men det fungerede fint med at blive registreret og indleveret tasken jeg ville modtage igen ved mål. Starten gik og det første stykke foregik nær stranden via små stier, grusveje og på stranden. Jeg fulgtes en god del af vejen sammen med en af de andre deltagere, men jeg havde lidt svært ved at holde tempoet nede på mit planlagte pace på 6:00 min/km, så jeg besluttede at prøve at fortsætte alene og koncentrere mig noget mere om pace. Efter ca. 8 kilometer ramte jeg det første længere stykke asfalt som strakte sig ikke mindre end 15 kilometer. Dette var lidt uventet for mig da jeg faktisk ikke vidste at der ville være 40% asfalt på ruten, på trods af at dette var udmeldt på Facebooksiden. Jeg var ved at blive skør af at løbe på asfalt, men det gav da mulighed for at holde et lidt højere pace og fokusere på tempoet. Heldigvis ramte jeg noget skov efter omkring 23 kilometer som var et virkelig fedt stykke hvorigennem jeg holdte et godt pace. Det strakte sig desværre kun omkring 3 kilometer før jeg igen kom ud af skoven. Her skulle vi løbe ud på en tange ved Kalø Slotsruin og vende hvorefter depotet lå ved omkring 30 kilometer.

Endelig i mål efter 57 kilometer og 5:26:16.

Endelig i mål efter 57 kilometer og 5:26:16.

Jeg havde ventet på depotet længe da jeg havde forventet det ville ligge på omkring 25 kilometer, så jeg var efterhånden ved at blive godt sulten efter den hjemmebagte kage og et glas cola :-) Jeg fik tanket tasken med vand og fik et par glas cola og et stykke kage hvorefter jeg fortsatte videre. Ruten bestod nu mere eller mindre af asfalt og grusveje resten af vejen hjem bortset fra nogle mindre stykker bestående af trail. Ved omkring 35 kilometer begyndte jeg virkelig at blive presset i benene. Jeg kunne tydeligt mærke at Berlin Marathon ikke var ude af benene endnu, men jeg var fast besluttet på at jeg skulle gennemføre under de 6 timer som jeg havde som mål. Problemet var at jeg nu også begyndte at mærke at der var en krampe der gerne ville sætte sig i højre lægmuskel, som nok var et tegn på at jeg var ved at løbe tør for salte. Jeg havde ikke nogen saltpiller med så jeg var afhængig af at skulle få min salte igennem gels og diverse andre sager jeg havde medbragt til at spise. Jeg havde heldigvis taget et par High5 Zero opløselige salttabletter med som jeg opløste i min softflaske og fik drukket.

Efter kort tid var jeg ude af krisen med benene og følte egentlig at det hele begyndte at køre rigtig godt. Jeg nåede det næste depot ved 45 km og fik igen lidt kage, en banan og ellers tanket en lille smule vand hvori jeg opløste den sidste High5 Zero. På dette tidspunkt var jeg inde i skoven igen, så det var fedt at løbe i dette område. Jeg var kort efter ved omkring 50 kilometer og begyndte virkelig at føle mig stegt i benene. Jeg mærkede nu også at mit baglår så småt gerne ville krampe lidt, men der kom aldrig en reel krampe, så det blev ikke noget problem. Jeg skulle virkelig holde fokus for at fortsætte da jeg virkelig begyndte at blive presset i benene, men det kørte ganske fint og det lykkedes mig at holde pace nogenlunde.

Endelig nåede jeg ind til Ebeltoft og jeg kunne se fregatten Jylland ikke langt væk hvor målet lå, så nu var der ikke længe til jeg var i mål. Det sidste stykke var langs stranden og endelig krydsede jeg målstregen som nummer 27 i tiden 5:26:16.

Jeg syntes at det var et skide godt løb, alt var godt arrangeret og fungerede som det skulle. Det eneste jeg var lidt skuffet over var at jeg havde forventet at det var et trailløb og det syntes jeg ville være synd at kalde det med den store mængde kilometer på asfalt. Hvis jeg havde læst ordenligt efter var informationen dog tilgængelig, men jeg havde kun læst informationerne på hjemmesiden noget tid i forvejen :-) Jeg syntes at det hele kørte rigtig godt for mig under dette løb; der var styr på grej, pace, energi og væskeindtag. Jeg skal dog have mere styr på min saltbalance til en anden gang så jeg kan forhindre kramperne som jeg næsten fik og så skal jeg nok have lidt mere restitutionstid frem til løbet en anden gang :-) Nu handler det bare om at finde ud af hvornår det næste ultra skal løbes, for det var satme for fedt!

Sep 29 2013

Berlin Marathon 2013

Køen til afhentning af startnummer i den nedlagte lufthavn

Køen til afhentning af startnummer i den nedlagte lufthavn

Da jeg fyldte 30 år sidste år valgte nogle af mine venner at give mig et startnummer til Berlin Marathon, eller det vil rettere sige at de gav mig et gavekort til en tilmelding til Berlin Marathon. Jeg sad efter en måneds tid klar ved computeren da tilmeldingen åbnede og fik tilmeldt mig selv men også Anita og et par kammerater. Lidt senere bookede jeg også et lækkert hotel tæt ved Alexander Platz så det var nemt at komme til indtjekning og startområdet. Planen var at det skulle være så nemt så muligt, så vi kunne få en tur hvor der også var tid til at se lidt af Berlin. Vi planlagde dog at køre hjem om søndagen umiddelbart efter løbet, så derfor havde vi kun lørdagen dernede.

Efter en ret hektisk og dårlig køretur til Berlin nåede vi endelig vores hotel sent fredag aften. Det var et rigtig fint hotel, men med en del larm, så den første nat sov vi ikke så godt. Om lørdagen begav vi os ud med metroen for at hente startnumre. Der var fuldstændig proppet med mennesker og derfor en rigtig lang kø. Langt om længe havde vi alle vores startnumre, og vi fik lidt at spise hvorefter vi begav os tilbage mod vores hotel. Vi havde heldigvis fået tildelt et nyt værelse, og det var super lækkert og helt stille. Vi spise noget god mad lørdag aften og tog tidlig hjem i seng.

Mads, Anita, Stefan, Anders og Lasse er ankommet til startområdet. Vi er pakket godt ind for der er under 10 grader om morgenen inden start.

Mads, Anita, Stefan, Anders og Lasse er ankommet til startområdet. Vi er pakket godt ind for der er under 10 grader om morgenen inden start.

Søndag morgen var jeg fuldstændig frisk til trods for at jeg havde døjet med lidt forkølelse tidligere på ugen. Vi fik noget godt morgenmad og bevægede os mod startområdet med metroen. Da  vi ankom var der virkelig mange mennesker og ret kaotisk, så derfor blev vi væk fra hinanden, men dog lykkedes det heldigvis Anita og jeg at blive sammen og følges til start. Vi var i startblok G, da jeg, dum som jeg var, havde tilmeldt mig efter tiden 4 timer tilbage i vinteren sidste år. Jeg havde tænkt at den kunne rettes til senere, men det var ikke så ligetil. Det betød til gengæld at Anita og jeg var i samme startblok så vi kunne følges lidt af til at start med.

Starten gik kl. 8:45, og da vi var i startblok G krydsede vi først startlinien kl. 9:00. Jeg var fuldstændig overvældet over antallet af mennesker, det var jo helt vildt. Man løb mere eller mindre som sild i en tønde. Jeg vidste godt at der ville være mange mennesker, men jeg havde ikke regnet med at vi ville løbe så tæt. Efter at have fulgtes med Anita omkring en kilometer sagde vi farvel og jeg forsatte fremad alene. Min plan var at løbe på omkring 3:15:00, så der skulle holdes et pace på omkring 4:35 min/km. Det måtte død og pine ikke gå hurtigere da jeg også har et løb weekenden efter jeg ville være frisk til. Jeg var allerede bagud pga. de mange mennesker og måtte sno mig frem imellem alle de mange mennesker. Jeg kunne langsomt se at min gennemsnitshastighed var stigende, men opdagede samtidig også at min distance begyndte at afvige mere og mere fra kilometerpælene der var sat op.

Anita og jeg er klar til starten der går om ganske få minutter.

Anita og jeg er klar til starten der går om ganske få minutter.

Det gik op for mig at pga. mit løb snoede sig så kraftigt imellem de mange mennesker at jeg faktisk ville komme til at løbe meget længere end ruten var. Derfor begyndte jeg at følge den blå streg der markerer de 42.195 kilometer nøjagtigt, men det var svært, for det var der også mange andre der gjorde. Halvvejs lå min mellemtid på 1:38:00, så den var lige i øjet i og med at jeg gerne ville løbe negativ split pga. den langsomme start. Jeg var overhovedet ikke presset på dette tidspunkt og jeg havde kørt min energiplan fuldstændig efter planen som var gel og frugtstænger skiftevis hver 5. kilometer. Herudover ville jeg skiftevis drikke én slurk energidrik og én slurk vand skiftevis ved hver station. Jeg kom til at tænke på at det nok ville blive lidt hårdt til sidst at løbe negativ split, så jeg var da lidt nervøs for om det ville holde, men fortsatte efter planen.

Dette billede er taget godt en time inde i løbet. Vi løber stadig meget tæt, som der kan ses på billedet, og det er svært at komme udenom folk.

Dette billede er taget godt en time inde i løbet. Vi løber stadig meget tæt, som der kan ses på billedet, og det er svært at komme udenom folk.

Da jeg nåede ud omkring 26 km syntes jeg at det begyndte at blive en smule trivielt og faktisk lidt kedelig. Det eneste koncentrationen gik på var hvordan man mon kunne komme forbi dem der var i vejen foran. Derudover var fokus energi og væskeindtag. Omkring den 30. kilometer havde jeg forventet at det ville begynde at blive lidt hårdt, men det gjorde det faktisk ikke. Det var først da jeg nåede omkring de 35 kilometer at jeg kunne mærke at benene var ved at være lidt trætte. Jeg begyndte at fokusere meget på at holde mit tempo så jeg nåede ind på 3:15:00, og for hver kilometer regnede jeg ud hvor længe jeg havde tilbage of derfor hvad mit pace ca. skulle være. Jeg nåede efter 42 kilometer til Brandenburger Tor og kunne se at det kom til at passe meget godt, så jeg prøvede at nyde den gode stemning de sidste meter ind mod mål og krydsede mållinien i 3:15:01.

Målet ses længere fremme og målstregen krydses i tiden 3:15:01.

Målet ses længere fremme og målstregen krydses i tiden 3:15:01.

Jeg var glad for at komme i mål og jeg havde det godt i kroppen. Jeg fik noget at drikke og var så heldig at jeg mødte både Eberhard, Michael, Lasse og Rahul inde i målområdet som jeg sad/stod lidt sammen med og nød solen. Hernæst handlede det sådan set om at komme i bad og få vendt snuden mod mødepunktet, for næste stop var Danmark. Vi kørte fra Berlin omkring kl. 15 og havde en lidt for hård tur hjem og landede først i Aalborg kl. 1 om natten.

Set i bakspejlet var det et fedt løb og en god stemning undervejs, men jeg må ærligt sige at jeg havde forventet mere af løbet. Alle jeg kender der har løbet det siger at det er det vildeste i verden, så jeg havde nok skruet mine forventninger lidt for højt op, for så vildt syntes jeg heller ikke at det var :-) Jeg må nok også indse at vores program var lidt for presset, som desværre tog fokus lidt fra at nyde løbet. Så en anden gang skal der holdes fri fredag og mandag samt flyves derned i stedet for at køre :-)

Jeg har skrevet dette indlæg nogle få dage efter løbet og har en god fornemmelse i kroppen, ingen skader og ingen overbelastning, så jeg føler mig helt klar til Ultraløbet Mols Bjerge i weekenden, det bliver vildt! :-)

Sep 08 2013

Klargøring til Berlin Marathon

Siden vi kom hjem fra Alperne havde kroppen først og fremmest brug for at komme sig lidt. Det største problem var mine hårdt medtagede fødder og overbelastede knæ, men allerede efter en uges tid var jeg klar til mit første træningspas igen. Jeg startede med lidt cykling og MTB hvorefter jeg så småt var klar til min første løbetur. Den gik fint nok, men jeg fik godt nok ondt i knæet efter nogle få kilometer. Smerten i knæet forsvandt gradvist for hver løbetur og efter ca. 3-4 uger med masser af MTB til erstatning for løb var det helt væk. Selvom det måske ikke var den bedste planlægning havde jeg i August måned i forbindelse med arbejdet også to stafetløb jeg skulle deltage i. De var begge på 5 km hvor jeg løb 18:10 i det første løb til elektronik-cup og 18:58 ved DHL. Begge disse løb var dog på uofficielle ruter så ingen af dem ville alligevel havde talt som officiel PR. Elektronik-cup var faktisk kun 4.85 km som jeg løb med 3:38 min/km, så havde det været 5 km ville tiden have været 18:10.

Jeg lagde mig en træningsplan frem mod Berlin Marathon da mit knæ var klar igen. Det involverede ét intervalpas om ugen, to korte løb til og fra arbejde samt et langt løb i weekenden. Min mængde skulle starte på omkring 50 km og gradvist øges til 80 – 90 km om ugen. Der opstod desværre bare det problem at jeg overhovedet ikke var motiveret til at følge en plan og istedet har jeg trænet udelukkende efter lyst. Det hænger højst sandsynligt sammen med at jeg siden Februar har fulgt en plan helt slavisk frem mod S4T, så lige nu trænger jeg til at træne lidt mere løst i en periode. Dette betyder nok også at mit mål om at løbe Berlin Marathon på under 3 timer ikke helt kommer til at ske. Der er simpelthen for mange forudsætninger der ikke helt er opfyldt før jeg mener at det kan lade sig gøre. Dette er først og fremmest at jeg ikke helt har fået lavet den optimale træning, vejer et par kilo for meget, er i startgruppen 3:30 men mest af alt fordi jeg ikke føler at jeg 100% er motiveret for at gå helt i dybden for at nå målet. Jeg ved at der kommer super mange mennesker til Berlin og når jeg starter i 3:30 startgruppen betyder det at der skal overhales MANGE mennesker og det bliver svært. Så umiddelbart er jeg lidt mere klar på at løbe marathon’et i et fornuftigt tempo og nyde stemningen undervejs ved dette kæmpeløb. Nu må vi se, det kan jo godt være at jeg kommer på andre tanker som vi kommer tættere mod stævnet :-)

Fra en uges tid siden, efter de to stafetløb og en lidt for hård træningsweekend, døjede jeg meget med skinnebensbetændelse i højre ben. Det gjorde så ondt at jeg ikke kunne løbe. Jeg forsøgte mig ellers med løb til arbejde, men måtte vende om og hente cyklen. Så det var ikke helt godt. Jeg holdte derfor helt pause hele ugen, og ville have trænet igen i weekenden. I weekenden følte jeg mig desværre bare sløj og utilpas, så der blev holdt en hel uges rest bortset fra det ene stafetløb.

Den sidste uge har dog været noget bedre, der er blevet trænet fornuftigt og jeg kan mærke motivationen er ved at vende tilbage. Dette er nok meget heldigt nu hvor der kun er 3 uger til Berlin Marathon. Lad os se hvordan det kommer til at gå :-)

Sep 02 2013

Tilmeldt Ultraløbet Molsruten – 60 km ultratrail

Kort over Molsruten som strækker sig fra Egå til Ebeltoft.

Kort over Molsruten som strækker sig fra Egå til Ebeltoft.

Idag har jeg tilmeldt mig Ultraløbet Molsruten :-) Det er et ultratrailløb på 60 km der foregår langs naturstien Molsruten nede i Mols Bjerge Naturpark og foregår den 5. Oktober hvilket kun er én uge efter Berlin Marathon. Denne tilmelding er sket på trods af at jeg på det sidste har jeg ikke rigtig været helt på toppen. Det startede med lidt problemer med skinnebenet, efter en hård weekend med træning, efterfulgt at lidt utilpashed og træthed i kroppen. Begge disse ting har betydet at jeg har egentlig ikke været super motiveret på at løbe på det sidste på trods af at jeg har Berlin Marathon lige om hjørnet. Jeg tror også lidt det er fordi at jeg allerede på forhånd forventer at Berlin Marathon kommer lidt til at føles som antiklimaks i kølvandet på Salomon 4 Trails og derfor har brug for at se frem mod noget vildt. Jeg har dog samtidig på fornemmelsen at jeg kommer til at tage grueligt fejl af at Berlin bliver antiklimaks da alle folk siger at Berlin Marathon er det vildeste :-) Med tilmeldingen til Ultraløbet Molsruten har jeg nu noget nyt og ukendt at se frem imod. Det bliver den sygeste udfordring nogensinde – i hvert fald på én dag :-)

Aug 18 2013

Vandring i Thy Nationalpark

Jeg fik den skøre idé at planlægge en vandretur i Thy Nationalpark. Jeg elsker at være helt ude i naturen, og har savnet det siden vi kom hjem fra Alperne. På samme tid har jeg altid været tiltrukket at overlevelsesture osv, men aldrig rigtig fået gjort noget ved det. Nu skulle det være og min bror var super klar på det, så det var en god chance for at komme ud at prøve noget anderledes sammen.

Ruten der blev brugt til trekkingtur i Thy Naitonalpark 2013

Ruten der blev brugt til trekkingtur i Thy Naitonalpark 2013. Vi startede i Stenbjerg (A), trekkede til (B) hvor vi overnattede for at trekke tilbage til bilen (C) på andendagen.

Et af formålene var også at lære lidt mere om at være selvforsynende over flere dage mht. udstyr. Jeg har efterhånden det meste af det grej der skal bruges til formålet, men aldrig rigtig fået testet det hele af i én samlet tur. Ruten blev planlagt hjemmefra og planen var at mit Suunto Ambit 2 skulle stå for alt navigation. På denne måde kunne jeg også få det testet godt og grundigt. Turen skulle foregå ved at følge den gamle Redningsvej fra Stenbjerg til Bulbjerg. Vi planlagde dog kort efter Klitmøller at afvige Redningsvejen og skyde genvej gennem vildtreservatet op til et shelter midt i ingenting i nærheden af Hanstholm.

Her ses Thomas i fuld gallop ned af en af klitterne i klitplantagen Redningsvejen gik igennem.

Her ses Thomas i fuld gallop ned af en af klitterne i klitplantagen Redningsvejen gik igennem.

Jeg havde egentlig ikke de store forventinger til at turen skulle blive særligt krævende. Planen var 2 x 30 km, altså 30km om dagen, men det viste sig skulle blive noget hårdere end planlagt. Imellem de to dage planlagde vi en overnatning i et shelter, så derfor skulle vi ikke bære noget telt, men vores rygsække var nu endt med at blive meget tunge alligevel. Jeg tror min rygsæk vejede omkring 12 kg på det tungeste og 8 kg når den var lettest.

Et udkig ud over vildreservatet mellem Klitmøller og Hanstholm hvor vi valgte at afvige fra Redningsvejen.

Et udkig ud over vildreservatet mellem Klitmøller og Hanstholm hvor vi valgte at afvige fra Redningsvejen.

Vi startede ud lørdag morgen fra Stenbjerg i super godt vejr. Det første stykke foregik langs stranden til vi nåede Vorupør hvorefter Redningsvejen gik gennem skov, grusveje og klitplantage. Vi gjorde et kort stop omkring kl. 13 og spiste nudler vi lavede over det medbragte kogesæt. Da vi nåede til Klitmøller stoppede vi og købte nye provianter til resten af turen. Jeg valgte at købe sodavand som vi skulle bære til vores shelter hvor vi skulle spise aftensmad, så fra Klitmøller til shelteret som var ca. 15 km var min taske meget tung. Efter Klitmøller var vi afveget fra Redningsvejen og skulle nu igang med at krydse vildtreservatet. Her viste det sig at terrænet var noget mere ufremkommeligt end vi havde forestillet os. Det var store lyng og klitområder områder uden stier der skulle forceres. Det lykkedes os dog til sidst at komme igennem det, men det tærede meget på de i forvejen trætte ben. Da vi havde trekket ca. 30 km var der kun omkring 5 km til vi ankom til shelteret hvor der skulle overnattes og spises aftensmad.

Aftensmad ved det første shelter hvor vi skulle have overnattet.

Aftensmad ved det første shelter hvor vi skulle have overnattet.

På dette tidspunkt gjorde mit højre knæ, som jeg havde overbelastet i Alperne, meget ondt. Min bror var også presset helt i bund og havde ikke meget tilbage at give af. Jeg tror vi blev straffet på varmen og de meget tunge rygsække som vi også havde forsøgt at løbe noget af vejen med. Til vores store skuffelse var shelteret, vi skulle overnatte i, desværre optaget. Det var virkelig en skandale for klokken nærmede sig 19:00, vi var trætte og vejrudsigten lovede regn om natten. Vi diskuterede vores muligheder lidt frem og tilbage mens vi spiste vores medbragte aftensmad og drak de sodavand jeg havde slæbt det sidste vejen. Vi besluttede at gå den korteste rute til næste shelter som lå 10 km væk. Det var noget af et sats, for hvis der var optaget her ville vi være helt fucked da vi ville være nød til at overnatte under åben himmel, og som sagt, der var lovet regn. Da vi havde fået aftensmad var energien tilbage og de 10 km op til næste shelter gik fint. Heldigvis var det ledigt, men der var ingen vand hvilket vi havde forventet. Det var ikke så godt, for vi havde ikke meget tilbage.

Shelteret vi overnattede i tæt ved stranden

Shelteret vi overnattede i tæt ved stranden

Vi sov nogenlunde og det var godt at det ikke var under åben himmel, for der havde regnet og blæst kraftigt om natten. Det sidste stykke af vejen tilbage til bilen foregik via Redningsvejen, og var på 20 km. Det var mere eller mindre klitplantage det hele og pga. regnen betød det at alt siv og græs var helt vådt. Dette fylde straks skoene med vand, så det var våde fødder hele vejen. Til gengæld vejede tasken heldigvis ikke længere så meget, så turen hjem gik rigtig fint. Min bror var nogenlunde kørende, men døjede noget med smerter i det ene knæ. Til min store overraskelse var mine problemer med højre knæ fuldstændig forsvundet i løbet af natten. Vi nåede langt om længe tilbage til bilen der var parkeret ved det store bunkermuseum ved Bulbjerg.

De sidste 20 km på andendagen foregik igennem klitplantager i knap så godt vejr som første dag.

De sidste 20 km på andendagen foregik igennem klitplantager i knap så godt vejr som første dag.

Det var en super god tur. Det er helt klar ikke sidste gang jeg har været på trekkingtur i nogle af de superfede naturparker vi har rundt omkring i Danmark. Det er jo helt vildt hvad naturen i Danmark har at byde på og der er masser af information tilgængelig om den på naturstyrelsens hjemmeside. I løbet af turen så vi adskillige firben og frøer men også 4 dådyr som begge gange var i par. Vi oplevede endda noget virkelig specielt i vildreservatet hvor der var en lille sø. På afstand så vi to dådyr komme løbende ud af skoven og direkte ned i søen for at bade rundt. Jeg prøvede desperat at komme tættere på, men så snart de så os var de væk igen. Jeg havde virkelig håbet på at se en hugorm, men dem så vi desværre ikke nogen af denne gang :-)

Jul 14 2013

Salomon 4 Trails

Sidste år, omkring i starten af December, var Lasse og jeg til foredrag inde i Løbekompagniet omkring et etapebaseret trailløb løb der hedder Trans Alpine. Der blev vist billeder og talt om oplevelsen ved at løbe stage-løb igennem alperne. Det så bare super spændende ud, men jeg tænkte umiddelbart ikke mere over det, da det ikke rigtig så ud til at være noget jeg kunne klare da distancerne virkede alt for overvældende.

Tanken lurede dog lidt i baghovedet, nok mest hos Lasse, og da jeg så på Facebook at Lasse søgte en makker til deltagelse i Trans Alpine begyndte det også at lokke lidt hos mig. Jeg tænkte godt og grundigt over det og om jeg mon kunne klare træningen op til det på så kort tid. Jeg sprang ud i det og sagde til Lasse at jeg var klar. Det viste sig dog at Trans Alpine ikke helt passede så godt ind i planerne så derfor valgte vi i stedet for at deltage i Salomon 4 Trails, hvilket havde mindre højdemeter og kortere distance men stadig var et étape-baseret trailløb. Dette passede mig bedre da det virkede mere overskueligt med 160 km på fire dage når jeg kun havde 7 måneder at træne op til det i, så et eller andet sted var det nok heldigt nok. Nåh ja, der jo godt nok 10.000 højdemeter i S4T på 160 km i forhold til 15000 over 250 km ved Trans Alpine, men det var jo nok ikke noget problem 😉

Jeg fik tilmeldt os, booket hoteller, indkøbt det nødvendige udstyr samt trænet en masse i løbet af de syv måneder inden løbet og inden jeg fik set mig om stod vi i Garmisch-Partenkirchen dagen før start og forberedte vores udstyr.

Det umiddelbare første shok vi fik var vægten af den løberygsæk vi skulle løbe med, når alt det obligatoriske udstyr var fyldt i. Af obligatorisk udstyr skulle der medbringes førstehjælpskit, alufolietæppe, lange varme tights, lang varm trøje, hue, vanter, telefon og en beholder der kunne rumme 1.5l væske og herudover medbragte jeg også diverse energi. Det skulle dog vise sig at vægten af tasken skulle være det mindste af de shok jeg skulle få de kommende dage…

Étape 1 – Garmish-Partenkirchen til Erhwald

S4T - Team Denmark

Team Denmark er klar til start på første étape på 36.3 km og 2410 højdemeter.

Vi ankom til startområdet ca. en times tid før starten der gik kl. 10. Her fik vi igen et lille “shok”, eller nærmere, en overraskelse i form af temperaturen der allerede var på omkring 20 grader. Vi mødte de seks andre danskere der deltog udover Lasse og jeg. De to af danskerne var Tonni Bager og Morten Knudsen som vi på forhånd havde valgt at danne holdet “Team Denmark” med da dette gav os mulighed for at kunne deltage i holdplaceringerne. Der var en god stemning inden start og jeg følte mig super klar til at komme igang med at løbe. På den første étape skulle der løbes 36.3 km og 2410 hm fordelt over adskillige stigninger og nedløb – fire større stigninger og fire større nedløb.

Løbet blev skudt igang til “Highway to Hell” og efter et par kilometers løb ramte vi den første stigning på omkring 500 hm. Vi var på dette tidspunkt allerede gennemblødt af sved pga. varmen og fordi vi holdte et ret højt tempo. Efter meget kort tid måtte vi indse at der ikke skulle løbes op af disse stigninger da det ellers ville være umuligt at have energi til at komme igennem dagen. Derfor gik vi resten af vejen op og stagede med stængerne, så vi sparede energi i benene, og sådan fortsatte det i alle dagens efterfølgende stigninger. Efter det første mindre nedløb ankom vi til hvad skulle have været V1 (første aid-station), men der blev meldt at dette var flyttet ca. 3 km. Efter anden stigning nåede vi dagens højeste punkt på 1616 m uden at have mødt noget V1. Der var nu et 900m nedløb foran os. Her blev der løbet godt til og på den måde blev der brugt en del energi. Da vi langt om længe nåede bunden var V2 pludselig flyttet frem, hvilket passede mig fint da jeg var mega tørstig og sulten.

Første stigning på første étape. Der bliver kørt hårdt på.

Første stigning på første étape. Der bliver kørt hårdt på.

Jeg bældrede en masse iskoldt vandt i mig samt en masse melon og diverse andre frugter. Efterfølgende tænkte jeg at det nok ikke var så smart, men jeg havde simpelthen ikke fået drukket og spist nok på det første nedløb og var derfor supertørstig og sulten. Efter ganske få minutter kom regningen – ingen energi og tørstig som bare fanden, men fuldstændig fyldt mave som gjorde ondt. Jeg gik helt kold og de to følgende stigninger, på omkring 800m tilsammen, havde nær knækket mig mentalt; Jeg var fuldstændig i shok over hvor hårdt terrænet var, hvor meget vi gik, hvor langt der var igen, at det var den første dag og hvor dum jeg havde været ikke at disponere mit energi-indtag ordenligt. I løbet af stigningen begyndte maven så småt at fungere igen, men der opstod et nyt problem som var et solidt hold i ryggen lige mellem skulderbladene.

Jeg havde lagt alt for meget energi i stængerne som jeg klart ikke var vant til at bruge. Damn, jeg overvejede seriøst hvordan jeg skulle klare mig igennem dette stævne, men jeg fortsatte den lange stigning så godt jeg kunne. Lasse var rigtig godt kørende og ved en lille kilde, hvor vi gjorde stop for at køle lidt ned med noget koldt vand i hovedet, nuppede han min taske og stave fra mig. Han mente at han godt kunne bære dobbelt oppakning til jeg kom til kræfterne igen. Sikke en guttermand :-) Langt om længe var den lange stigning overstået hvorefter der kom et mindre nedløb mod V3. I V3 var jeg stadig hårdt ramt med hold i ryggen, men energien var så småt tilbagevendende. Efter lidt tid var der kun små 6 km igen og kroppen begyndte at fungere optimalt. Vi løb derfor resten af vejen i et ret fornuftigt tempo ind til mål som vi begge var glade for at nå efter 6 timer og 41 minutter.

Den første étape var lidt af et wakeup call. Terrænet var meget hårdere end først forventet og krævede et heftigt energiindtag og derudover gav det stor grund til nervøsitet mht. gennemførsel af anden étape da denne var endnu længere og med endnu flere højdemeter. I bund og grund havde vi klaret det fint, men jeg vidste at der skulle holdes et seriøst fokus, især på energien, for at nå igennem alle fire etaper. Kroppen havde det fint, men huden under mine storetæer var gået lidt løs efter bremseløbene ned af bakkerne kombineret med fugtige og varme fødder.

Étape 2 – Erhwald til Imst

S4T - Etape 2. Start

Klar til start på anden étape. Humøret er højt og stemningen god når først der bliver åbnet op for start til “Highway to Hell”.

Da jeg på andendagen vågnede efter en knap så god nats søvn kunne jeg tydeligt mærke første etape i mine ben. Mine fødder var på nuværende tidspunkt i rimelig godt stand, og vablerne på storetåen var ikke blevet værre, så dem gjorde jeg ikke yderligere ved. Vi stillede klar til start, hvor vi blev inddelt efter vores placeringer fra den første etape. Da vi var placeret som nummer 102 og 103 ud af 130 i mændendes kategori betød dette af vi skulle bagerst. Dagens etape var løbets længste på 45.3 km og 2723 højdemeter, men højdemeterne var ikke rigtig noget der skræmte mig. Jeg var kun en lille smule nervøs for hvor hårde de to meget lange nedløb, som dagens etape bød på, ville blive. Udover dette var min anden bekymring at huske at indtage den nødvendige mængde energi og væske samt tilpasse min brug af stavene til noget ryggen ville kunne holde til.

Da musikken startede med “Highway to Hell” var vi mega klar og alt om ømme ben og fødder blev fuldstændig glemt. Jeg følte mig godt kørende og étapen startede ud med en god jævn stigning af almindelig grusvej hvor der kunne holdes et højt powerwalktempo. Efter første stigning var der et lille plataeu med V1 hvorefter stigningen fortsatte til 2272m. I løbet af denne stigning var der nogle helt fantastiske udsigter nedover bjergsøer og videre ned i dalen. Helt uventet var den sidste del af stigningen nærmest lodret op igennem sne og virkelig udfordrende og skræmmende. Hvis man faldte her ville der være stor risiko for at komme alvorligt til skade.

Opstigning fra V1 på plateau

Her fortsættes opstigningen fra V1 der ligger placeret på plateau’et længere nede ved bjergsøen i baggrunden.

Vi nåede toppen og begyndte det lange nedløb som var i løst grus og sne det første stykke. På dette tidspunkt begyndte jeg så småt at ane at jeg nok havde nogle slemme vabler på tæerne, men det gjorde ikke så ondt endnu. Vi fortsatte videre ned i dalen hvor der støt blev varmere og varmere, indtil vi nåede bunden i hvad der føltes som en bagende hede. Her var V2 placeret, så der blev tanket op og gjort klar til en lignende stigning bestående af først en stigning, så et plataeu og derefter en yderligere stigning til 2203 meters højde. Lasse led en smule på den første stigning inden plataeu’et, men det lykkedes os at holde et nogenlunde tempo op til plataeu’et. Da vi langt om længe nåede det troede vi at vi var ved at have nået toppen, men det føltes som en uendelig stigning langs den bjergryg der skulle føre os til toppen. Hver gang vi nåede hvad vi troede var toppen fortsatte der med at være flere toppe. Til sidst kom vi helt op hvor vi skulle passere hvad der var markeret som en farlig passage. Den bestod af en alpindel (rå klipper) hvorpå der var et smalt spor og så ellers mere eller mindre lodret ned på den ene side. Det sted hvor delen var aller sværest var der tale om at man ville dø hvis man faldte. Her var der placeret en hjælper som kunne tage ens hånd for at sikre at man ikke faldte.

Endelig i mål efter den 9 timer og 11 minutter lange anden étape.

Endelig i mål efter det uhyggeligt lange nedløb til den bagende varme dal på den 9 timer og 11 minutter lange anden étape.

Det var direkte sindssygt, men heldigvis kom vi helskindet over denne vanvittige del af ruten og kunne derfor begynde vores 1500 meter lange nedløb til Imst. Vi havde fået at vide på briefingen at dette nedløb ville føles som uendeligt, og det passede nu også meget godt. Jeg følte mere eller mindre at mine lår skulle eksplodere, men det var simpelthen ikke muligt andet end at løbe bremseløb pga. den manglende teknik som underlaget krævede for at man ville kunne løbe stærkt derpå.

Langt om længe kom vi til målområdet og løb ind i tiden 9 timer og 11 minutter. Jeg havde det godt i kroppen, men jeg var TRÆT. Vi var simpelthen blevet gennembanket af Alperne og solen hele dagen. Mine fødder var kogte, hævede og vablede, så da vi først ramte hotellet efter en af de mest specielle taxature nogensinde blev vi hurtigt enige om at spise på den café der lå på hotellet. Når jeg tænkte tilbage på dagen med de mange indtryk var det positivt at jeg havde fået styr på mit energi og jeg havde overhovedet ingen problemer med ryggen. Hvis ellers bare mine fødder ikke svigtede mig ville det ikke være noget problem at komme helskindet igennem løbet. Starten næste dag var først kl. 8 og desuden løbets korteste étape, så det hele var godt.

Étape 3 – Imst til Landeck

S4T - Etape 3. Stigning

Stigningen på tredje etape mod 2512 meters højde er snart nået her. Snart ændres terrænet til store sten der skal klatres over for at komme til toppen.

Jeg havde tilset mine vablede fødder allerede om aftenen inden jeg gik i seng, så det handlede blot om at komme op og i tøjet og så ellers ned at få noget morgenmad. Vi blev afhentet af bus og kørt til starten hvor vi igen placerede os bagerst uvidende om hvad vores nuværende placering var. Dagens étape var løbets korteste med “kun” 33.6 km og 1844 højdemeter, så der var lidt forventninger om at det ville blive en “kort” dag hvor vi ville kunne komme tidligt i mål og hurtigt hjem på hotellet. Jeg var dog lidt tilbageholdende med mine forventninger om at dagen ville blive nem. Étapen bestod af én lang stigning og ét langt nedløb, så ruten var rimelig overskuelig.

Efter starten gik kunne jeg tydeligt mærke mine ømme fødder, men efter ganske kort tid mærkede jeg intet til vablerne og var faktisk ret godt kørende. Stigningen, vi på nuværende tidspunkt arbejdede på, strækte sig fra dalens højde i 718 meter direkte op til 2512 meters højde til den såkaldte Glanderspitz. Stigningen var lang og udmattende for de trætte lår, men det gik ret hurtigt op ad bjerget. Det viste sig dog efter vi havde krydset ca. 2000 meters højde at terrænet blev ret ufremkommeligt. Der skulle mere eller mindre klatres meget af vejen over store sten hvor der konstant var fare for al falde eller træde forkert. Dette reducerede selvfølgelig vores fart betydeligt, men det lykkedes os at nå toppen i en nogenlunde fornuftig tid på omkring 3 timer 30 minutter.

S4T - Etape 3. Nedløb

Det 1700 meter nedløb er påbegyndt og her begynder de første tegn på et skadet knæ.

Nu manglede der blot et ca. 1700 meter nedløb mod Landeck der ligger i 817 meters højde. Jeg havde igen frygtet dette nedløb lidt da mine fødder var ret medtagede efterhånden og jeg vidste at et bremseløb på denne længde ikke ville gøre det bedre. Det viste sig dog desværre at mit højre knæ nu blev en større bekymring end mine fødder da det var begyndt så småt at vise tegn på at det ikke gad mere. Smerten var foran på knæet og rundt omkring og lige under knæskallen. Det var et godt gammeldags springerknæ som selvfølgelig skyldes den store belastning ved forceringer af stigninger og bremseløb. Jeg var ikke så bekymret for det da det ikke gjorde så ondt endnu, så vi løb fornuftigt ned imod dalen.

S4T - Etape 3. Målfoto

Endelig i mål efter en nogenlunde veloverstået tredje étape på 5 timer og 41 minutter.

Nedløbet tog os kun omkring et par timer, så vi nåede ned til målstregen i en god tid på 5 timer og 41 minutter. Der var mega varmt nede i dalen, så jeg var godt kogt igennem da vi nåede mål. Det var vores hidtil korteste dag, men jeg kunne godt mærke at jeg var ved at være godt brugt. Det var som om at mit humør var lidt trykket da vi nåede ned i mål. Jeg havde ondt i knæet og fødderne og så begyndte tankerne om morgendagens étape, som var den længste, så småt at komme snigende. Humøret blev selvfølgelig bedre efter lidt mad, og jeg fik også lægerne til at kigge på mine fødder. De sagde at det ikke så helt vildt godt ud da vablen under min storetå havde udviklet sig til et sår som var betændt. Jeg fik det renset og pakket ind og så skulle de hele nok gå. Desværre var mine negle nu også blevet helt blå og fødderne var generelt hævede.

Vi havde fået et lækkert hotel og det var godt at komme tilbage og få slappet af. Jeg var dog lidt nede da jeg virkelig ikke følte mig klar til at løbe dagen efter. Jeg var også ved at løbe tør for plaster og alt det lægerne havde sat på var faldet af mens jeg var i bad. Derfor besluttede jeg igen, at jeg ikke ville ind til pastaparty, men i stedet for spise på hotellet, da der var en mega lækker restaurent lige neded for vores altan. Lasse blev heldigvis også på hotellet i sympati for at holde mig ved selskab :-) Efter en kæmpe pasta cabonara med tilhørende hvidløgsflute og kæmpe isdessert var humøret i top igen og vi gik op for at sove. Jeg valgte at lade tæerne få luft så det kunne hele så meget som muligt til dagen efter og i stedet stå tidligere op og ordne det. Det betød at jeg skulle op 4:45!

Étape 4 – Landeck til Samnaun

S4T - Etape 4. Alle Danskere.

Alle danskerne er klar til start på fjerde og sidste étape :-)

Jeg fik ikke sovet så meget om natten da nervøsiteten over sidste étape sad lidt i kroppen af mig, men jeg følte mig nu rimelig frisk alligevel. Jeg fik lavet nogle rigtig gode bandager på mine fødder som nu heller ikke var så hævede længere. Det var dog lidt problematisk at gå efter jeg fik mine sko på, men hvad fa’n vi skulle jo kun løbe 45 km og 2844 højdemeter :-) Dagens étape bestod af én lang stigning, ét mindre nedløb, én mellemlang stigning og til sidst ét mellemlangt nedløb. På sidste etape blev vi skånet for et langt nedløb til sidst, da Samnaun ligger 1841 meters højde. Derfor étapen virkede umiddelbart overskuelig, men jeg vidste godt at det snød for der var mange højdemeter.

S4T - Etape 4. Start

Starten på fjerde étape. Som det kan ses på billedet ser jeg ikke just frisk ud. Fødderne gør ondt. Bemærk den friske Lasse i baggrunden.

Da vi ankom til startområdet mødtes vi med alle de andre danskere og fik taget et billede af os allesammen samlet. Da vi ikke havde været til pastaparty og dermed heller ikke racebriefing, aftenen i forvejen, havde vi ikke fået at vide at ruten var korrigeret. Der havde været stenskred, så derfor var vi nødt til at benytte en anden passage fra dalen og det første stykke op af bjerget. Dette betød at ruten blev lidt længere, så istedet for 44.5km var ruren nu forlænget til 47.5 km. Det var noget af et slag i hovedet for mig da det nu betød at det faktisk var den længste étape af dem alle og den étape med flest højdemeter. Jeg kunne slet ikke overskue med mit knæ og mine fødders tilstand at skulle gennemføre en dag der blev hårdere end anden étape. Vi fik dog stillet os klar til start bagerst i feltet og jeg bemærkede at man kunne godt se at der efterhånden ikke var så mange deltagere tilbage som der stillede til start den første dag. Da starten gik til “Highway to Hell” var det ikke helt samme fornemmelse der strømmede gennem kroppen på mig som de tidligere dage, jeg havde simpelthen så ondt for hvert skridt jeg tog. Jeg kunne ikke forestille mig hvordan jeg skulle klare det her.

S4T - Etape 4. Snepassage

Vi nærmer os toppen Oschsenscharte i 2787 meters højde efter adskille lange snepassager.

Heldigvis var den “nye rute” lavet om således at det var asfalt der udgjorde de første ca. 6 km af stigningen. Det betød at der var god tid til at få kørt fødderne varme til at Lasse og jeg kunne få snakket lidt og holdt hinanden (nok mest mig) oppe. Da vi skulle af asfalten havde jeg overhovedet ingen problemer med fødderne og det var heller ikke så slemt med knæet, så det kørte bare! Efter den 1200 meter stigning, nåede vi toppen med det fine navn “Fisser Joch” og dermed også det første depot på omkring 3 timer. Her blev der tanket godt op, jeg var især blevet glad for spegepølse og ost udover de selvfølgelig evigt skønne blodappelsiner og cherrytomater med salt samt det næsten obligatoriske tyndtblandede High5 citrus energidrik :-)

Vi påbegyndte det ca. 500 meter nedløb, som gik over græstotte blandet med klipper og huller, og det kørte egentlig i et ret godt tempo på trods af mit ret smertende knæ. Jeg fandt ud af, at hvis jeg placerede mine fødder således at jeg ramte stenene i svangen af foden, var der ingen af vablerne der gjorde ondt og derudover kunne tempoet være lidt højere. Derfor var det ikke nødvendigt at bremse så meget som medførte at knæet blev skånet. Sidste stigning var fra 1900 meter til 2787 meters højde som ville være det højeste punkt i stævnet. Denne stigning var mere eller mindre igennem sne det hele, så her blev fødderne sjaskvåde og iskolde, men det var en sjov og anderledes passage en de andre dage. Da vi nåede toppen ved navn Ochsenscharte i 2787 meters højde, efter ca. 6t15m, udbrød Lasse “Hold da kæft mand, var det bare det? Sådan en børnebakke mand!” og jeg var flad af grin :-) Nu skulle vi bare over nedløbet på ca. 1000 meter og så var de sidste 8 km derfra flade resten af vejen hjem.

S4T - Etape 4. Sidste Nedløb

Det sidste nedløb på fjerde étape. Her er lår, knæ og fødder godt ømme, så der bliver bremset godt med stavene.

Så snart vi gik igang med nedløbet var mit knæ presset, så det gik lidt langsomt til at starte med. Vi nåede dog ind i en rytme hvor der kunne holdes nogenlunde stabil tempo nedad. Da vi nåede ned til V1 var vi begge efterhånden pressede og ville gerne bare hjem i mål nu. Jeg havde forventet en opløftende fornemmelse i løbet af de sidste 8 km, men det var mere som om at det sidste blev til lidt af en kamp istedet. Hvad vi havde regnet med værende fladt, var faktisk ret kuperet, og efter hvert sving gemte der sig en ny bakke. Da vi nåede til byen, hvori vi troede mål var placeret, var det først den næste by, så det var som om at det sidste stykke var en lang og sej kamp om bare at få det her overstået.

S4T - Etape 4. Målfoto.

Et af de top 10 fedeste tidspunkter i mit liv. Endelig i mål efter 160 km og 9805 højdemeter.

Til sidst var der dog ikke flere km tilbage. Vi havde langt om længe nået ind til byen Samnaun hvori målområdet var placeret. Vi løb ind mod mål med hyldest fra de andre danskere, der var nået i mål, og kom ind i tiden 8 timer og 36 minutter. Det var en komplet ubeskrivelig følelse at være kommet igennem og det var svært at holde lidt tårer tilbage. Nu var det slut med at presse den smertende krop, slut med den følelsesmæssige rutschebane man oplevede undervejs på etaperne, slut med alle de fantastiske indtryk som naturen i Alperne giver når man oplever dem til fods og desværre slut med det specielle kammeratskab der var opstået undervejs med nogle af de andre deltagere. Vigtigst af alt var at det, for nu, var slut med at løbe og endelig kunne vi få lov at slappe af for det var virkelig tiltrængt :-)

 

Afslutning

Efter at være kommet i mål blev der først og fremmest kørt en masse pizza indenbords da dette blev serveret i målområdet :-) Herefter ventede vi på at den sidste dansker kom i mål hvorefter turen gik mod den første bar hvor de serverede kæmpe hvedeøl. Om aftenen var der afslutningceremoni på toppen af bjerget hvor vi tog en stor gondollift til. Her blev der overrakt finisher t-shirts som var seriøst grimme, ikke stod finisher på og kun var påtrykt noget tekst på tysk som jeg umiddelbart ikke forstår noget af. Vi drak et par øl mere og tog ellers tilbage på hotellet. Dagen efter skulle vi med bus tilbage til Garmish-Partenkirchen hvor bilen stod parkeret for at fortsætte videre hjem til Danmark.

Vores samlede placering i løbet blev nr. 87 og 88 i mændenes kategori på 120 der gennemførte i en total tid på 30 timer 8 minutter og 10 sekunder. Vores holdplacering blev nr. 27 ud af 29 hold der gennemførte. I alt var der 35 hold der stillede til start. Tiderne og placeringerne er ikke noget imponerende, men jeg må sige at vi blev straffet på vores manglende erfaring i det hårde Alpeterræn. Derudover havde jeg nok undervurderet hvor meget stigninger efterfulgt af lange nedløb tærede på krafterne, for slet ikke at snakke om det at løbe i højderne. På trods af alt dette er jeg stolt over at have gennemført og stået distancen til trods for at jeg måtte ty til lidt Ibuprofen til mit ømme knæ.

Jeg har haft en oplevelse for livet ved deltagelse i dette løb. Jeg kan mærke på mig selv at jeg slet ikke er færdig med at bruge min krop på denne måde, og jeg kan mærke at jeg nu allerede begynder at søge det næste eventyr. Træningen og deltagelsen i dette løb har været mere end bare træning med masser af kilometer og højt pace samt det at konkurrere som jeg har gjort tidligere. Jeg ville lyve hvis ikke jeg sagde at jeg har en hvis indre tilfredshed over at jeg har bevist overfor mig selv at jeg har viljen til at blive ved når det gælder samt evnen til at træne målrettet. Det er disse ting der har gjort at jeg kan klare udfordringen ved disse slags løb og på den måde få oplevelser for livet jeg aldrig vil glemme.

Jun 30 2013

Træningen uge 25 & 26

Så blev toppen af træningen nået – 110 km på én uge! Det er det længste jeg nogensinde har løbet på én uge, men det var desværre heller ikke helt uden problemer, hvilket er lidt bekymrende når jeg tænker på at jeg skal løbe 160 km på 4 dage! Jeg tror til gengæld at hvis jeg tager mine forholdsregler skal det nok gå.

Svømning

I uge 25 fik også lige tid til en gang svømmetræning i Kridtgraven med min bror som er igang med at træne op til 1/4 IM i Aalborg.

I uge 25 startede jeg ud med en rigtig hård tirsdag. I denne uge boede vi i mine forældres hus i Svenstrup og planen var at jeg skulle løbe til og fra arbejde af en rute der går via Dall, Poulstrup, Visse og Gug. Det betød at distancen var noget længere end mine sædvanlige ture til og fra arbejde – nemlig 16 km hver vej istedet for 10 km. Om morgenen gik det bare mega godt og jeg løb hurtigt med et snit på 13 km/t. Jeg havde oplevet det samme på min tur om søndagen hvor jeg nemt kunne holde 13 km/t, så jeg tænkte at det bare var bonus at mit cruise-tempo pludselig steg uden at yde nogen ekstra indsats. Som sagt gik turen derud godt og da jeg skulle løbe hjem startede jeg igen ud i 13 km/t, men fik efter ganske kort tid problemer i knæhasen på højre knæ. Smerten var fuldstændig den samme som den jeg oplevede i min Ironman i 2011. Jeg vidste godt at det var et dårligt tegn, og specielt fordi jeg stadig havde 10 km tilbage før jeg var hjemme. Der var ikke noget at gøre, jeg måtte løbe videre og det gik også nogenlunde. Resten af dagen og dagen efter kunne jeg godt mærke at det ikke var godt. Jeg var fuldstændig nede for hvis jeg var skadet nu, hvordan skulle jeg så på nogen måder nå de sidste 80 km jeg manglede for denne uge og endnu værre hvordan skulle jeg kunne klare 160 km om 3 uger? Jeg fik en god gang massage om onsdagen og holdte mig i ro resten af dagen.

Om torsdagen løb jeg, meget forsigtigt, i et lækkert dansk sommervejr 20 km rundt omkring i Svenstrup og havde ikke de store problemer. Om fredagen løb jeg lidt mindre forsigtigt i kulde og regn via Ådalen ud til Kongshøj hvor jeg løb en runde på MTB ruten for efterfølgende at løbe tilbage langs Ådalen. Der var slet ikke noget at mærke til skaden, så det var perfekt. Lørdag valgte jeg at køre til Rold skov for at løbe på MTB ruten da jeg simpelthen ikke kunne klare tanken om at skulle løbe i byen igen, jeg ville virkelig gerne ud i naturen. Det var lidt vovet for Rold skov MTB rute er hård at løbe og når først man er igang er der ikke andet at gøre end at løbe den færdig. Det gik nu fint nok, og endda hurtigere end sidst, så det var fint. Om søndagen var jeg ved at være godt mørbanket med 94 km i benene for ugen, halvt skadet og en smule demotiveret, men jeg var opsat på at løbe de manglende 16 km for at nå mit mål. Der var silende regnvejr om søndagen, men jeg fik alligevel bevæget mig ud og kom igennem de 16 km via en rundtur i Nørresundby og ud omkring Kridtgraven i Aalborg. Det endte faktisk med at være en ret god tur. Det var tilfredsstillende at nå mit mål, men jeg syntes sgu det var en hård uge, nok mest fordi jeg følte at kroppen lidt var imod mig, først og fremmest pga. smerten i knæhasen men også fordi jeg var TRÆT i benene og i kroppen.

Mit nye Suunto Ambit 2

Jeg fik langt om længe også indkøbt mig et nyt ur – et Suunto Ambit 2. Dette ur giver mig en masse muligheder, men vigtigste af alle er præcis højdemåling, som bliver godt at have i Alperne. Udover dette kan uret navigere og jeg har downloadet alle 4 etaper i S4T til uret så jeg hele tiden ved hvor langt der er til næste væskedepot og hvad vej vi skal etc. Uret kan selvfølgelig en også helt masse andet som jeg ikke lige vil skrive om her, det er for vildt :-)

I uge 26 havde jeg på en eller anden måde en lettende fornemmelse i kroppen, nok fordi at jeg følte at nu var det værste overstået og fordi jeg vidste at jeg nu skulle have mig et par uger med lavere mængde. Jeg skulle dog alligevel løbe 60 km for ugen, så det er da ikke fordi det er ingenting. Der er jo folk der kæmper bare for at nå op på det halve på en uge. Jeg valgte at jeg ville dele dem op i så små nogle bidder så muligt og tog derfor de 40 af kilometerne ved at løbe til og fra arbejde tirsdag og torsdag. Jeg mærkede intet til problemerne i knæhasen, og i løbet af ugen følte jeg også at motivationen for at løbe så småt kom igen. Om lørdagen tog jeg til Rold med min kammerat Lasse (Lal) som ville køre den på MTB. Der var dårligt vejr, men det blev alligevel fedt da vi først var kommet igang. Jeg lagde lidt hårdt ud og da vi var halvejs lå jeg med et snit på 4:45 min/km hvilket var ca. 15 sek/km hurtigere end normalt. Det lod nu til at gå fint, men desværre skete der det at smerten i knæhasen kom tilbage efter ca. 16 – 18 km. Jeg måtte løbe færdigt og det var da heller ikke så slemt som i sidste ugen, men det var alligevel demotiverende.

Jeg håber virkelig at min tilbagevendende smerte i knæhasen forsvinder i løbet af næste uge (uge 27) som er min rest-uge. Jeg planlægger at løbe en eller to meget små ture og måske cykle en lille tur. Forhåbentlig giver den drastisk nedsatte mængde min krop en chance for at hele fuldstændig før vi tager til Alperne i uge 28. Jeg er sikker på at der er en sammenhæng mellem smerten og hastigheden på mit løb, så jeg må for alt i verden sørge for at holde mig over de 5 min/km nede i Alperne, men det regner jeg nu heller ikke med at det bliver noget problem 😉

Alt i alt endte mine uger efter planen, nemlig med 110 km i uge 25 og 60 km i uge 26. Nu står den på hvile indtil vi skal afsted :-)

Uge 25, Tirsdag: 15.66 km @ 5:13 min/km Asfalt (Pure Cadence)
Uge 25, Tirsdag: 15.64 km @ 4:36 min/km Asfalt (Pure Cadence)
Uge 25, Torsdag: 19.55 km @ 5:06 min/km Asfalt (Pure Cadence)
Uge 25, Fredag:  21.32 km @ 5:09 min/km Trail (Speedcross 3)
Uge 25, Lørdag:  21.79 km @ 5:13 min/km Trail (Sense Ultra)
Uge 25, Søndag:  15.99 km @ 4:54 min/km Asfalt (Pure Cadence)

Uge 26, Tirsdag: 9.49 km @ 4:52 min/km Trail / Asfalt (Pure Cadence)
Uge 26, Tirsdag: 9.54 km @ 5:08 min/km Trail / Asfalt (Pure Cadence)
Uge 26, Torsdag: 9.45 km @ 4:39 min/km Trail / Asfalt (Pure Cadence)
Uge 26, Torsdag: 9.50 km @ 4:59 min/km Trail / Asfalt (Pure Cadence)
Uge 26, Lørdag: 21.92 @ 4:59 min/km Trail (Sense Ultra)

Older posts «